“Se på mig”

Jeg gav Kirsten Hammanns nyeste roman “Se på mig” til Marianne for et par uger siden. Til mig selv købte jeg André Agassis selvbiografi: “Open.”

Og så gav jeg mig til at læse “Se på mig.” Om kvinden, Julie, på 35, hvis forlovede skrider til Goa med een dags varsel og efterlader huslejen og en stor mængde ubefrugtede æg i kvindens varetægt. Kvinden får en lejer. En 35 årig mand, Sune, som er forfatter til to novellesamlinger og vil skrive sin gennembrudsroman, men har ætset sin hjerne op af præstationsangst, skriveblokader og selvfedme. Og mens hun er knuget af sorg over, at hun hver måned får menstruation, er han knuget af sin egen manglende skrive-potens.

Jeg har læst de første 150 sider. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg selv kender alle  Sunes tanker, eller fordi Julie i sin patetiske venten på et indhold i livet ligner et generationsportræt. Men det er en pissesjov bog.

Jeg synes måske, der er lidt for meget distance til hovedpersonerne. På samme måde som Helle Helles hovedpersoner, som er latterlige og ægte på een gang. Det giver mig en distance til dem. Jeg har ikke lyst til, at det skal gå dem godt – jeg har lyst til, at de får løn som fortjent. Men det er jo også sjovt.