FÅRKING HÆK

Ja, OK. Så har jeg nu hæk.
Ja, jeg hoppede engang rundt til en dimissionsfest i store støvler og skreg FUCK YOU I WON’T DO WHAT YOU TOLD ME!
Ja, jeg havde engang tre huller (i øre+næse) og hår.
Nu er håret lissom trrrrukket nedad af tyngdekraften og har fordelt sig ujævnt på min krop. Til gengæld har jeg en hæk.
Bøgehæk. Dem planter man nu. For jeg ved, at de nye planter først er hårdføre i starten af november.
Engang vidste jeg, hvordan man åbnede en øl med en sutsko. I dag er jeg næsten ligeglad.
Næsten, ikke?
Jeg er 37. Jeg tænker: Får jeg en panikalder? Sker det? Skal jeg pludselig begræde alle de ting, jeg ikke blev (fodboldspiller, rockguitarist) og skynde mig at hoppe i faldskærm med en tatovør og en prostitueret?
Tanken kan godt skabe panik. For betyder det, jeg bliver bange for at dø? Og DØ?!? MOI?

Shit. Jeg står altså og planter hæk. Drama-drama – sætter mig i en termokandestor skrubtudse. Får hold i ryggen – og tænker på Rage Against The Machine. Jeg KAN teknisk set ikke hoppe mere. Min kiropraktor siger, det må jeg slet ikke. Jeg har heller ikke lyst.

På fredag skal jeg ud at drikke øl med en kammerat. Siger det bare. Øl. Nånå? SÅ SKAL DER HOPPES!