Dette har jeg grinet meget af. Dumme dame. Prøv lige at se. Det er sgu da ikke en kat.

Men så fandt jeg dette billede

Og dette:

Og dette:

og dette

og dette

Der er ingenting, der er sjovt mere.

Ja, OK. Så har jeg nu hæk.
Ja, jeg hoppede engang rundt til en dimissionsfest i store støvler og skreg FUCK YOU I WON’T DO WHAT YOU TOLD ME!
Ja, jeg havde engang tre huller (i øre+næse) og hår.
Nu er håret lissom trrrrukket nedad af tyngdekraften og har fordelt sig ujævnt på min krop. Til gengæld har jeg en hæk.
Bøgehæk. Dem planter man nu. For jeg ved, at de nye planter først er hårdføre i starten af november.
Engang vidste jeg, hvordan man åbnede en øl med en sutsko. I dag er jeg næsten ligeglad.
Næsten, ikke?
Jeg er 37. Jeg tænker: Får jeg en panikalder? Sker det? Skal jeg pludselig begræde alle de ting, jeg ikke blev (fodboldspiller, rockguitarist) og skynde mig at hoppe i faldskærm med en tatovør og en prostitueret?
Tanken kan godt skabe panik. For betyder det, jeg bliver bange for at dø? Og DØ?!? MOI?

Shit. Jeg står altså og planter hæk. Drama-drama – sætter mig i en termokandestor skrubtudse. Får hold i ryggen – og tænker på Rage Against The Machine. Jeg KAN teknisk set ikke hoppe mere. Min kiropraktor siger, det må jeg slet ikke. Jeg har heller ikke lyst.

På fredag skal jeg ud at drikke øl med en kammerat. Siger det bare. Øl. Nånå? SÅ SKAL DER HOPPES!

Thor er begyndt at høre Metallica. Derfor sidder det i afspilleren i bilen, og derfor hører jeg hele tiden Metallica. Thor knækkede det sorte album, og ærligt talt er det OK, fordi det netop var det album. Han er gået over til at skifte mellem Fight Fire with Fire og Ride the Lightning. OK. Jeg koncentrerer mig kun om deres studiealbums. Here goes:

Kill ‘em All er fra 1983 og indvarslede en dejlig ny genre. Det er ret vildt i grunden. Slayer indspillede deres første album “Show no Mercy” i december samme år. Vi kender begge bands inspirationer – Judas Priest, Iron Maiden og alle de andre engelske bands, som vi altså kender som New Wave of British Heavy Metal. Men ingen af de bands har nær samme hårdhed og fart, som Kill ‘em All. Albummet starter med Hit the Lights, men albummet viser for alvor tænder med numre som “Four Horsemen”, “No Remorse”, Whiplash og den udødelige klassiker “Seek & Destroy”. Andre fans ville nævne andre numre. Men det var – som de skriver på iTunes’ hjemmeside – et manifest. Senere har vi set grummere, hårdere, tungere og hurtigere metal, men det startede der.

Jeg synes, man skal tænke over, at man laver det der album. Kill ‘em All. Superfrisk og aggressivt. Og så følger man op med RIDE THE LIGHTNING! Fuck, det er vildt.

Ride the Lightning er fra 1984. Slayer følger med og laver “Haunting the Chapel” og i januar udgav Anthrax “Fistful of Metal”. Dave Mustaine, der blev smidt ud af Metallica, ca. da Kill ‘em All blev udgivet, var rasende og ville alene se Metallicas blod. Han ville lave tingene tungere og hurtigere. Man må bare sige, at Ride the Lightning må have været en våd klud i hovedet på Mustaine. Objektivt set er det et af de fedeste albums i verden. Det er ikke fejlfrit – slet ikke. Escape er et semiskidt nummer. Men på Fight Fire with Fire er der max smadder på, og vi møder for første gang de der symfoniske numre – Fade to Black har lidt af det, The Call of Ktulu er instrumentalt og smukt. Bassister er normalt de dumme bandmedlemmer, men de næsten klassisk musik-opbyggede numre har han en stor del af æren for.

Det er også albummet med “For whom the Bell Tolls” og “Trapped under Ice”. På flere af numrene er der en desperation i Hetfields stemme, som vi ikke møder senere. Endelig nævner vi Creeping Death.

Tekstmæssigt handler det om død, mystik og bibel – og det hænger jo fint sammen Det er et ungt, næsten pubertært tekstunivers, men det er fedt nok, for de var lige blevet 20-21 år.

Stilen fortsætter rimeligt meget på Master of Puppets, som kommer i 1986. Det er tre  albums på tre år, der definerer en genre. For mig er stilen på Puppets en anelse mere dyster, knapt så speedet. En anelse tungere. Tekstmæssigt bevæger vi os rundt nogenlunde på stedet. Master of Puppets var mit eget første Metallica-album. Jeg havde sagt til mine venner, at jeg ville købe en pladespiller, og Thomas købte Puppets til mig. Der gik lidt tid, før jeg fik pladespilleren, så vi måtte høre den hos Jan Frandsen, som faktisk lige havde købt en CD-afspiller.

Da jeg hørte det første nummer – Battery – blev jeg forskrækket. Jeg havde hørt lidt fra “… And Justice for all” (som vi kommer til om lidt), men det var vildere. Jeg kan ikke sige, jeg elskede det, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at høre det mange gange. Jeg elskede med det samme Sanitarium (ja, ja det hedder retteligt Welcome Home (Sanitarium)), fordi der var passager, der ikke var så sindssyge. Det var som at få frikvarter. Men de fleste fans kender det nok. Når man har hørt Fade to Black og Sanitarium et par gange, så kender man dem. De overrasker ikke. Det gør de store numre derimod

De fortsætter også med de lange, symfoniske numre og et nummer som Orion kan måle sig med store klassiske stykker. Men det er også albummet med Damage Inc. og den Lovecraft-inspirerede The Thing That Should Not Be, som igen er lidt pubertær, men superfed, også tekstmæssigt. Et kæmpestort album, men uden egentlige nyskabelser.

Det er der derimod på “… And Justice for All”. Jeg fik albummet optager over på et 60-minutters Memorex-bånd fra Thomas Knudsen – tak. Vi er i 1988 og genren er helt etableret. Slayer udgav i 1987 Reign In Blood, som også er et mesterværk. Herhjemme var der masser af gode bands, så der skulle mere til. Albummet er fået en del kritik. Måske er det mit yndlingsalbum. Bassen er trukket i baggrunden, stortrommen er meget lidt basset, mens resten af trommerne og guitarerne fylder det meste. Stilmæssigt er det simpelthen mere tørt. Riffs og komposition farligt komplicerede. Måske er det lidt prætentiøst – som om, de havde noget at bevise. Måske havde de, for bassist Cliff Burton var lige død, og Megadeth havde lavet “Peace Sells …” i 1986. Jeg ved det ikke. Men det er så vildt et album. Det åbner med “Blackened”, som er supervildt, superkompliceret og fortsætter med titelnummeret, som er endnu mere supervildt og superkompliceret. Der er ingen pauser. Mit alltime yndlingsnummer Harvester of Sorrow er tungt og peger faktisk fremad. Og Dyer’s Eve – man fristes til at sige OMG.

James Hetfields stemme er på sit højdepunkt. Hør ham synge linjen: Fire/Is the outcome of hypocrisy/Darkest potency.

Tekstmæssigt er det sådan lidt halvhjertet samfundskritik, som er sejt, men en anelse utroværdigt. Fair nok.

Ja – og så kom Bob Rock. Det er ikke hans skyld, det synes jeg ikke. Bandmedlemmerne i Metallica er jo voksne mennesker. Man skal jo prøve noget nyt. Jo jo. Albummet fra 1991, som hurtigt blev døbt “The Black Album”, markerede et kursskifte, som man skal have respekt for. Lars Ullrich sagde til Metal Force, inden udgivelsen, at det mindede lidt om Puppets.

Det var langt mere tilgængeligt end de forrige albums, og første single, Enter Sandman blev skamspillet på MTV. Og der skal man lige tænke på, at Metallicas første ægte musikvideo var “One” fra Justice-albummet. Krigsfilm krydsklippet med noget, der lignede optagelser fra øveren. Enter Sandman er en rigtig musikvideo, og man talte om, at Metallica havde solgt ud, blevet kommercielle og al den snak. Da jeg hørte Enter Sandman for første gang, var introen jo god, men den hævede sig ligesom ikke op og blev tung. Og det blev det aldrig. Til gengæld var der mange numre, der var ørehængere. Sad But True er det bedste nummer, næsten tungt og superfedt. Unforgiven har et moment, hvor der bygges op til soloen og den giver mig altid kuldegysninger. Men det er lidt ligesom med Celine Dion. Man får kuldegysninger og skammer sig lidt bagefter.

Bob Rock var producer og havde produceret bl.a. Mötley Crüe, Aerosmith og Cher. Og det var hans skyld. Så er det sagt.

Jeg var til Metallica-koncert i 1991 Monsters of R(ock på Gentofte Stadion. The Black Crows, Queensrÿche, Metallica og AC/DC) – et par dage efter, at Det sorte Album udkom. Metallica spillede bare i sort og varmede teknisk set op for AC/DC, men det var sådan en fin koncert. Det var fans fra de fire første albums, der var dukket op. Man kunne ikke se forskel på kvinder og mænd, og der lugtede af hash og fadøl. Det var min første rigtige koncert. Mit første moshpit. Storartet. Men da jeg så Metallica i Forum et par år efter – husker ikke hvornår, men det var en dobbeltkoncert – der var de blevet opdaget af børn og kedelige mennesker, der synes, de kunne få lidt sejhed ved at høre Metallica og tage hjem og stikke fødderne i et par H2O-tøfler og spise Knorr-lasagne. Det var deprimerende. Man var ikke omgivet af ligesindede.

Albummet har som sagt ørehængere, men det var let hele vejen igennem. Man følte sig ikke angrebet. Det var en skam.

Load fra 1996 og Re-Load fra 1997 var mere fra samme skuffe, bare med knapt så mange ørehængere. Man kunne med fordel have lagt de to albums sammen til et – og så droppet hele lortet. Jeg skal ikke brokke mig over, at det ikke er tungt. Det er ikke problemet. Men de VILLE ikke noget. De gjorde intet indtryk. Bevares. Der er lyspunkter. Fuel er lidt whisky-rocket og fint nok. Until It Sleeps. 2 x 4. Men det ikke monumenter. De er uden ambitioner.

St. Anger – deres ottende album og fra 2003 – er heller ikke fedt. Men dog federe. Der er noget nerve. Jeg kan godt lide titelnummeret. Og så har det Robert Trujillo, som er umulig ikke at elske. En gudsbenådet bassist og en stor abe på en scene. Supergod udstråling. Når man taler St. Anger må man også nævne filmen Some Kind of Monster, som er – omend ufrivilligt – skidesjov. De har simpelthen fået en terapeut, og James kommer tilbage fra rehab og er meget lidt rock. Men vi ser for åben skærm, at de losser Bob Rock på porten – nej, det var ikke hans skyld, det var Metallicas, og det var godt de fyrede ham.

Og så er vi næsten i mål. Death Magnetic fra 2008. Jeg ved sgu ikke … Albummet blev produceret af Rick Rubin, som ligesom er den producer, man skal bruge, når man skal finde sig selv igen. Og ligesom med fx Johnny Cash er det ved at blive karikeret, hvor meget tilbage til rødderne, vi er kommet. Det er lange, lange numre. De er mere støvede i deres produktion, ikke så polerede. Der er rigtig fede numre på. Numre, som kan spilles med nærvær af Metallica igen og igen. Broken, Beat and Scarred, som er manende i sine gentagelser, og da det blev spillet i Forum til den 5-dobbelte koncert fungerede det supergodt. Men det lange instrumentale nummer Suicide & Redemption føles som om, Metallica prøver at ramme fortiden. Og “The Day That Never Comes” er så skidt i teksten. Det peger i den rigtige retning, men er for bagstræberisk og “villet”. Det er en anstrengelse, ikke så veloplagt som de fire første albums.

Fremtiden? Der er noget smukt i at trække sig. Lave noget andet. Det ville være en fin løsning. Man kunne tænke sig, at de skulle finde noget inspiration med noget helt nyt. Personligt ville jeg gerne se dem lave et koncept-album. Men jeg køber det næste. Jeg elsker Metallica. James Hetfield er en stor sanger og rørt af Gud, når han er på scenen. Robert Trujillo er frisk, Lars Ullrich altid veloplagt, og jeg gider ikke diskutere hans kompetencer bag gryderne. Kirk Hammett er den eneste, der virker lidt træt. Hvis han frisker op og de prøver at tænke nyt, kan de godt gøre det igen. Lave et mesterværk.

Så’ der ungdomsskole igen!
For 10 unge i Solrød og Greve bliver i aften og de næste otte mandage mærkelige. Håber jeg.
I dag skal de fx møde deres nabo. Håber, det bliver effing RAMSES.