Anton

En flaske knuses, og et skår springer ind i mit øje. Før var det kun en tung, dump smerte, den smerte en betonklods kan give, når den ligger henover lænden. Men nu – nu skriger mit øje. Bygningen er væltet ned over mig, jeg kan ikke røre mig og jeg er bange, så bange, for Anton er nede i sin SFO, og han ved ikke, at hans far dør nu. Nej, for helvede. Han skal have en sød plejefamilie. Men hvem skal tage sig af ham? Trine og Niels har lovet det. Niels har lovet det. HAN HAR FANDME LOVET DET! Da vi var ude at fiske – Niels, Anton og mig selv, der lovede han det. Det er fandme så uretfærdigt. Den lille unge har ikke haft det let. Fucking Nynne, der hellere vil være sammen med en alkoholiseret roadie end med mig. Hun havde været en dårlig mor alligevel. Men Anton, Anton, undskyld, men hvad skulle jeg gøre?

Alt er sort – mørkegrå refleksioner af lys finder af omveje her ned under brokkerne. Jeg kan ikke røre mig, og jeg kan ikke mærke noget som helst mere, andet end mit øje, der skriger. Det er ryggen. Fuck fuck fuck. Det er ryggen. Min ryg. Jeg ligger stadig … på mit køkkengulv? På skrå, på mit køkkengulv. Her lugter brændt af den suppe, jeg stod og lavede.

Man står fandme og laver tomatsuppe til sit barn, fordi man ikke har en skid penge til en skid andet end skide flåede tomater, og Anton ser på mig og siger: ”Jeg elsker din suppe, far.” Han må ikke blive for ked af det.

For helvede. Pis pis pis. Det er en katastrofe. Jeg kan … næsten ikke trække vejret. Det må være en stor betonblok, der ligger oven på mig. Det er tredive sekunder siden, at jeg stod i mit lortekøkken i min lortelejlighed i lorteGladsaxe og lavede suppe. Udenfor blæser det. Eller blæste det. Nu? Hvem ved? Jeg bliver så SÅ PISSEARRIG. Hvad fanden skal jeg gøre? Hvad skulle jeg gøre? Flytte? Hvorhen? Hvis jeg flyttede til Jylland var mit liv fandme forbi. Der kunne jeg sgu ikke bo. Anton skal skifte skole. Vi kunne jo for helvede ikke flytte nogen steder. Men det her ghettolort er jo ikke særligt smart for Anton, vel? Det er indvandrerne og deres store familier, det er smart for. Nede på parkeringspladsen holder den ene firehjulstrækker efter den anden og det er ikke velfærdsdanmarks biler – dem, der ellers sikrer, at byggemarkederne weekend efter weekend tømmes for ludbehandlede fyrrebrædder. Næ, sgu, dernede står resultatet af tre lønninger og én husleje. Flot. Jeg ville klappe, hvis jeg ellers kunne røre mig. Men det er sgu ikke mig, der manøvrerer sådan et lokum rundt. Jeg manøvrerer rundt i offentlige transportmidler, og det er hver gang en lige stor ydmygelse. Folk ser på mig, tænker: Hvorfor kører kan ikke bil? For det er ret tydeligt, at jeg ikke er et af de der friske mennesker i pænt tøj, der vælger at køre offentlige. De der folk, der står glade ved busstoppestedet, fordi de lige er stået af S-toget, fordi der kørte de hen til i deres lille benzinøkonomiske bil, fordi den skåner miljøet, fordi det er vigtigt at tænke på de kommende generationer, fordi det har de råd til, fordi skæbnen ikke har udvalgt dem til at ligge nederst.

Oven over mig ligger to hundrede og tretten lejemål, fordelt på elleve etager. Du kan tro, jeg tænker på de kommende generationer. Min Anton.

Pludselig – oven over mig hører jeg en sammenstyrtning mere. Betonen rører på sig. Det var derfor flasken smadrede. Oven på flasken lå to hundrede og tretten lejemål, fordelt på elleve etager og pressede helt forsigtigt på flasken. Er det ikke elegant?

Der ligger to hundrede og tretten lejemål oven på mig, selvom det var i nyhederne sidste år, at de her lejligheder er dødsfælder i blæsevejr, og selvom vi har fået informationsmateriale om, at vores lejlighedsghetto ikke er farlig.

”Byggesagkyndige fra OBH-gruppen har inspiceret huset og fundet det i forsvarlig stand til beboelse på nuværende tidspunkt.”

Jeg dør fandme nu, ikke, og jeg fik sgu ikke så meget ud af det, vel? Jeg fik en søn, og et knald med en møgkælling, som mente, jeg ligesom måtte tage over, fordi hun ikke var færdig med livet endnu, fordi hun hellere ville sprede ben for en roadie end passe det barn, hun har sat i verden. Sådan en lille dreng. Da hun kom hjem til mig med Anton, lå han i en sivtaske af den slags, man har blade i derhjemme.

”Du må sgu tage over lidt, nu.”

”Men for helvede, Nynne, du er sgu da hans mor.”

”Og du er hans far. Jeg skal på tour. Jeg synger i koret.”

”Er det Allan, du er sammen med?”

”Hvad rager det dig? Jeg har ikke tænkt mig at blive med rogn.”

Og jeg var lige så meget på røven dengang, som jeg er i dag, og jeg havde kun kylling nok til mig selv, men der var ikke andre muligheder, vel? Og nu er Nynne ikke typen, der betaler til gildet.

Arh, altså. Han var så lille nede i sivkurven, kun elleve måneder, da Nynne forlod ham. Han var begyndt at få lidt hår på hovedet, hans lille hoved, som var blevet helt rundt. Og han græd og græd og græd i ugerne efter. Det lille skrog var hæs af at skrige og han kunne ryste over hele kroppen, fordi han savnede sin mor. Han har ikke set hende siden, selvom hun er derude, sammen med sin roadie. Og nu ser han heller ikke mig. Nej nej, for helvede, for helvede. Fordi jeg …

Jeg var i gang med at blive uddannet til pædagog, da vi fik Anton, og det er jo rart, for på pædagogstudiet er der kvinder, og de kunne jo være søde. Jeg fik Anton halvvejs inde i uddannelsen og overtog ham helt i anden lønnede praktik. Og damerne kørte det fint med. Nynne gik jo på seminariet, og hun var en dame, og det svingede meget godt. Vi påtog os hippie-identiteten og fik lavet nogle bålfester. Og så duskede vi oppe på MIT værelse, fordi Nynne ikke rigtig havde et sted at være, ligesom. Og jeg var forelsket, og hun var forelsket, og hun var pludselig gravid, og det var totalt modent, og coolness blandt vennerne. Vi flyttede aldrig sammen. Jeg fik en lejlighed af kommunen, da jeg overtog Anton, og så var det slut med damerne. De gider godt høre filosofisk dillerdaller om Bourdieu og habitus og den slags, men de gider sgu ikke have gylp på tøjet.. Og jeg gad på den anden side heller ikke have deres finkede pisselort inden for døren, så jeg BEGREBSLIGGJORDE ligesom for dem, at børn er alvor. Børn er ikke charmerende og de er ikke lækre. Jeg oprettede en profil på dating.dk, ”lortebleen”, for at markere, at jeg var seriøs. Og det kunne da godt være, at der var et par piger, som synes det var tilsvarende modent med børn, men de gad ikke skifte en ble og så gad jeg ikke bruge min tid på dem.

Der var selvfølgelig nogen, som tænkte, at de kunne agere redningsplanke i mit liv.

Grethe var lærer på seminariet, måske omkring de fyrre – og viste det sig – ravende alkovrag. Ikke lige den person, man helst så bade ens barn i badekarret. Vi var sammen på seminariet, på tredje år, når Anton var hos Nynne. Hun fortalte mig alt om sit mislykkede ægteskab og sin sindssyge søn, jeg fortalte hende intet. Jeg tror, der gik tre måneder, så måtte jeg sige til hende, at det ikke skulle være os to. Hun var åbenbart næsten gået fra sin mand, så det tog hun rimelig tungt.

Så var der Lisbeth – hvis hun overhovedet tæller med – som faktisk gerne både ville passe Anton og bolle med mig. Hun var bare så fandens dum og irriterende, at jeg efter et stykke tid ikke kunne præstere en stiverik, uanset hvor liderlig jeg var. Hun betroede mig, at hvis jeg bare skiftede K’et i min fornavn ud med et C, og så ville jeg få det langt bedre. Da jeg hørte det, fik jeg det langt værre. Tænk hvis kondomet sprang, og man kom til at befrugte sådan én som hende.

Efter uddannelsen – ud at få job som pædagog, helt klart, men tag du ud i en børnehave i Høje Gladsaxe og se, hvordan det foregår der. Så hænger du enten dit hjerte på en knage i garderoben, eller også arbejder du som en bryggerhest for at tage dig af børnene, når de har slået sig eller er blevet slået derhjemme, og du prøver at banke ind i forældres tomme hoveder, at de skal lære deres unger selv at tage flyverdragten af, at de skal huske at børste deres ungers tænder, at de skal lade være med at tvangsfodre dem med nutella-madder i madpakken, og nej – heller ikke selvom ungerne plager om det. Så til sidst efter et halvt år, hvor jeg arbejdede tres timer om ugen, tyve af dem derhjemme ved telefonen, måtte jeg smide håndklædet i ringen, og så står en ny trædemøller klar for at overtage, for så er det a-kassen, ”som skal have sit” som den flinke sagsbehandler siger, som skal se dokumentation for det ene og andet, om du søger job, om du er ”til rådighed”, om du er hjemme. Eneste gyldige grund til udeblivelse er død i nærmeste familie eller tandlægen. Ingen af delene gider man iscenesætte for at blive fri for det stress.

Jeg søgte ind på KU et par gange – ind på pædagogik, men de ville klart ikke meritoverføre min erfaring fra pædagoguddannelsen, PÅ TRODS AF, AT JEG OVERMATCHER ALLE IDIOTLÆRERNE PÅ SEMINARIET! Helt ærligt. Jeg har sgu ikke SU-klip til at starte forfra. Så efter et par kurser på jobcentret i, hvordan man søger et job, (som ærlig talt er en total og intim ydmygelse af et menneske) så bed jeg i det sure æble og søgte ind på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor det faktisk lykkedes mig at komme ind. Og i den første opgave fik jeg det tretten-tal, som jeg faktisk havde fortjent, og bare lige for at minde om det, så havde jeg jo stadig Anton på armen, og damerne stod stadig ikke i kø for at hjælpe til. Men jeg har vænnet mig til, at der ikke er nogen damer, der abonnerer på enlige, fattige mænd. Det offentlige gør heller ikke. Der føler man sig sgu som et Jehovas Vidne, når man står der hos sin sagsbehandler med hatten i hånden.

”Tigge, tigge?”

”Få dig et job, bliv pædagog. Du har jo en uddannelse,” siger sagsbehandleren.

”Ja,” svarer jeg, ”men synes du, at jeg skal tage et job, der overhovedet ikke interesserer mig? Det er helt anderledes at være pædagog end jeg troede, og det er på en måde falsk varebetegnelse med pædagogstudiet, for man får at vide, at det er udfordrende, og at man er med til at udvikle kommende generationer, men i stedet kommer man til at sidde med lortede budgetter og skal gøre det bedste, man kan, og det er man ligesom den eneste, der gider.”

”Jo, men alligevel. Anton og dig, I skal jo have nogle penge.”

Og så begynder jeg altid at græde, for der er fandme ikke noget, jeg hellere vil end at skabe gode rammer for Anton. Købe et par ordentlig vinterstøvler. Tage ham med ud at rejse.

Og hvad med bedsteforældrene? Det er jo en hel historie for sig selv. Og nu … For helvede. Hvordan skal han nu klare sig?

Min far er ingeniør. Er det ikke kanon? Man forestiller sig søn sidde musestille med gul hjelm på byggepladsen, mens far tilser byggeriet og gravemaskinerne.

”Far far, er det en gravko?”

”Nej, sønnike, (pjuske pjuske) det er en bulldozer.”

Jeg lærte ham først at kende, da jeg var elleve. Min mor er syerske, og de havde vist haft en affære eller noget med mig som resultatet. Det er skønt at føle sig ønsket. Jeg har efterhånden accepteret, at jeg ikke får del i min fars transnationale ingeniørforretning, og at mine søskende på hans side aldrig rigtig vil acceptere mig.

”Ja, vi tænkte, at du måske havde lyst til at komme anden juledag til julefrokost?”

”Jo tak. Hvad med juleaften? Anton og jeg har faktisk ikke nogen steder at være.”

”Jo, altså. Der kommer familien jo. Vil det ikke blive lidt mærkeligt?”

For jeg er en horeunge. Min far er sød og vil gerne snakke, når vi går rundt i hans plantage-agtige villa lidt uden for Allerød. Så taler vi lidt om min mor. Og uden at sige det, er der ingen tvivl om, at han synes, min mor er løs på tråden, letlevende, skrævspredende og tarvelig. Og der følger vel deraf, at jeg er en horeunge. Men det er åbenbart ligegyldigt, hvad jeg ønsker. Hvad skal jeg gøre? Efter mit trettental på DPU var mine ambitioner alligevel liiiidt for store for vejlederne, som synes man skal bestå frem for at lave noget ordentligt. Jeg besluttede mig for at slå tre opgaver sammen. Det var der stor rimelighed i – for min samlede opgave kunne rumme dem alle sammen tematisk, og var tre gange så stor. Desuden synes jeg nok, det viste teoretisk overskud at splejse læringsteorier med mere sociologiske teorier. Og det er typisk. Jeg læste sammen med en eller anden pige, en socialrådgiver, som lærerne var vildt glade for. Hun så sød ud og smilede og afleverede til tiden. Men selvom lærerne kunne lide hende, og selvom hendes mand var læge, og hun havde TID til at læse, så var hun totalt fantasiforladt. Lort og papirspild. Det er så røvuretfærdigt. Med mig var vejlederne mere optagede af, at jeg skulle aflevere, så nu er jeg smidt ud, dømt til ufaglært arbejde i Netto eller som togkontrollør eller andre af de steder, der er ligeså ”vigtige” som pædagog­jobbet – og lige så skoddet.

Og min mor, desværre, der var ikke noget, jeg hellere ville, men min mor lever et liv, som jeg faktisk ikke kan acceptere. Hun er nu på mand nummer tre – min far ikke inkluderet – det er nu en bilforhandler, og sammen bor de i Varde. Jeg besøger hende tre fire gange om året, fordi jeg trods alt synes, at Anton skal have andet familie end mig. Men hvorfor er det, at hun er så fucking uselvstændig, at hun ikke kan leve uden et svin at servicere? Og hvorfor bliver hun ved med at have en idiotisk healing-klinik? Og hvorfor finder hun sig at blive slået? Og hvorfor slår de alle sammen? Og hvorfor står hun altid furet og tuder?

Betonen knager igen. Anton, ANTON!

Pas nu godt på dig selv, ikke?