Baronen

Da blæsten for tredje gang slår mig omkuld, kan jeg godt se, at denne gang kommer skuden sgi ikke i land. Jeg forstår det i bølger. Billederne vælter simpelthen frem og blander sig ind i mine øjne, så jeg ikke kan se en skid.

Det er billeder af min dejlige mor, der står der og ligner et dårligt farvebillede og siger pas nu godt på dig selv, min skat. Billeder af mester, der slår mig hårdt over fingrene med et læderbælte og forklarer mig, at man ikke sliber på tværs af årerne. Der er et krystalklart billede af min dame, der ville forlade mig. Jeg vil ikke mere være nummer to, makker. Vi boede ude i Ishøj i en toværelses. Hun var narkoman, og hun gik ingen steder. Men to måneder efter døde hun. Af AIDS.

Så kommer et billede af min kammerat, Mogens, som foreslår, at vi knepper to ludere, vi havde mødt på en bar i Buenos Aires. Jeg havde det såmænd sjovt nok, men Mogens kom op at skændes med en af damerne, som synes, at han var for hårdhændet, og så fik han damernes alfons på nakken. De var tilfredse, da de havde taget Mogens’ penge og brækket hans lårben.

Jeg ser håndslaget, klask, da jeg køber Molly her – til halv pris, fordi sælgeren, som var lige så fordrukken som jeg selv, påstod, at den var forbandet. Man skal holde sig fra den slags, men for fanden. Jeg skulle ud at sejle.

Det sidste billede, der sætter sig, før jeg endnu engang mærker bølgesprøjtet og smerten i mine hænder – det er lægen, der fortæller mig, at jeg selvfølgelig også har fået HIV. Det lort vidste jeg godt, jeg slæbte rundt på, men alligevel. Læger, kitler, den slags er ikke for mig. Min mor fik knust ryggen af en væddeløbshest. Hun sagde: Pas godt på dig selv og så knuste hun selv ryggen. Så var der konen, selvfølgelig, alle de gange, jeg har haft en dårlig. Ja, hvad fanden, tænker man. Lægerne minder jo også en om, at livet ikke giver en sikkerhedsline. Du bliver født, og derfra er du sgu selv rorgænger. Og hvis nogen stikker kursen ud for dig, og du havner et sted, du ikke gider være, så søber du af den skål, du selv spyttede i. Jeg har sgu fået nok af grønskollinger, som tuder og synes livet er hårdt. Jeg kan huske engang, jeg havde taget hyre på et mindre fragtskib, der skulle til Dar E’Salaam. Det var en pram, som jeg nok skulle have undgået. En dag var der et eller andet lort, der havde sat sig fast i spillet på lastekranen. Den slags er matrosarbejde, så jeg klatrer op i kranen sammen med en stor kleppert af en nordmand, der hed Hannibal. Da vi kommer op, er det tydeligt, at hele lortet er rustet op. Det er der åbenbart ingen, der tjekker det regelmæssigt. En stålwire er sprunget og har kilet sig fsat mellem spillet og en anden wire. Jeg rykker lidt i den knækkede wire. Den svirper pludseligt ud og trækker min finger med. Den fortsætter med samme fart som et riffelskud og rammer Hannibal, som bliver slynget ud i vandet. Jeg trækker Hannibal op i en sky af blod. Han siger ikke en lyd. Den slags uheld er der ingen, der kan lide. Det er et dårligt tegn, og alle ved, at det kunne have været dem – jeg vidste det i hvert fald. Jeg mistede kun en finger. Hannibal fik hele armen revet af. Og så er det slut med at være sømand.

Jeg mødte Hannibal nogle år senere på Perikles – en bodega på Østerbro, hvor vi var nogle gutter, der holdt til. Han var stadig lige stor. Pissefuld stod han og spillede mundharmonika sammen med Fredo. Da jeg stødte til var det altså Fredo, Hannibal, hans dame og deres unge – ja, hendes unge i hvert fald. Og Hannibal tog mig om skulderen og råbte, så spyttet stod mig om ørerne:

”Sådan er det, min ven, sådan er det. Der var ingen, der bad mig tage på havet.” Og så grinede han med sine sorte tænder og købte mig et sæt. Jo tak, en rigtig sømand ved godt, at det er hans skæbne, og den skal man ikke pive over. Nå, ja en der tålte sin skæbne var sgu Fredo. Han hørte også til på Perikles og var dværg. Det snakkede vi aldrig om.

Jeg sejler altså rundt i Atlanterhavet. En sejltur mere af den rigtige slags, det skulle jeg have. Planen var en masse små hop langs kysten, rundt om Frankrig og Spanien for så at tage det lange nyk fra Portugal til Bermuda – det siger mange søfolk, at det skal man se. Og nu er jeg alt for langt fra Amerika og uden en chance. Stormen har varet i tre dage. Det startede – og det er det forunderlige, for det gør de sgu alle – som en mild brise. For tre dage siden var den stadig mild, men horisonten var dækket med de der natsorte skyer. Snart var de over mig. Jeg lå først og krydsede lidt, men i forgårs droppede jeg det. Jeg strøg alle sejl. Jeg har sovet fem minutter hist og her, og jeg har ikke mere i mig. Jeg har drømt om, at stormen skulle lægge sig, men der sker intet. Jeg har hevet og flået i det tovværk og holdt mig fast i rælingen. Jeg har hængt ud over den og blafret som en vimpel. Mine hænder er skorpede og hævede nu. Min fod sad i klemme i dørken og fik et genoldigt vred, så jeg har sgu humpet rundt som en krøbling. Jeg surrer mig selv fast til masten og håber, at jeg bliver fundet, og at jeg er levende, hvis det skulle ske. Og så får jeg noget søvn, i hvert fald.

Jeg taget rebet om maven og lader bølgen skubbe mig hen til masten. Jeg kaster rebet rundt om og griber det på den anden side. Det lykkes. Et dobbelt halvstik, og så flyver jeg ingen steder.

 

                                      *                    *                    *                   

 

Nå, skipper, det var det. Havet omkring mig er som en stor boblende mavesæk. Her er kulsort – det er vel nat – jeg har ikke en chance. Prammen her har en dyb køl, men det er lige fedt. Jeg var været under vand tre gange nu, og jeg brækker bølgerne op igen hver gang.

Jeg sejlede engang med en gut – Greven, kaldte vi ham. Vi delte kahyt. Han var sgu en flot fyr. Når han forlod sin køje, var den redt, han spildte aldrig, og selv når han var ravendes fuld eller fyldt med meskalin, så var han beleven. Jeg – ha – jeg kan huske engang vi havde drukket yage i Mexico og han gik ved siden af mig. Han så på mig, og sagde:

”Min kære ven, du skal vide, at jeg ikke tænker ilde om dig, selvom du nødvendigvis må ønske at slå mig ihjel.” Han fortalte mig siden, at jeg han troede, jeg var et næsehorn. Men tanken om, at han talte så pænt til et næsehorn, den er sgu sjov.

Der var mere ved greven. Han havde en stor tatovering hen over sit bare bryst – roser i massevis boblede ud. Og så var han kvik. Ikke sådan med bøger og den slags, næh han var sgu sjov og en god kammerat. Engang havde jeg lagt mig ud med styrmanden, som var et brushoved og voldelig, når han var for fuld. Jeg havde stjålet en flaske cubansk sukkerrørsvodka fra ham, som jeg havde drukket, hvorefter jeg straks var gået i land for at finde mig et kvindfolk. Da jeg kom tilbage lå Greven i sin seng med en ryg, der var helt blå af slag. Styrmanden havde været efter mig, men Greven havde taget skylden og fået bankene.

”Du havde gjort det samme for mig,” sagde han bare. Det ville jeg i hvert fald gøre fremover efter den omgang.

Det eneste Greven havde med sig til havs var et fotoalbum med nøgne damer. Han havde selv taget dem. Nogle af dem gjorde han det med, mens han eller en anden tog billederne. Andre af dem – og dem var der flest af – var bare de nøgne damer. Nogle lå på en seng og smilede. Andre af dem trak sig selv i koteletten. Det hele var sgu lækkert. Jeg havde ingen pornoblade, og det der var for lækkert. Jeg lovede ham ikke at sige det til nogen, og så fik jeg lov at låne det. Hold op, hvor jeg rev den af. Og til sidst skulle jeg bare se på Greven, så fik jeg sgu stådreng på. Han var med på de saftigste billeder. På havet kan der være langt mellem damerne. Man besøger måske nogle ludere, når man er på land. Arh. Alt det er undskyldninger. Jeg blev sgu forelsket i manden. Han var en ven, som jeg aldrig havde haft det før og aldrig fik det siden. Han havde den der blidhed på trods af, at han stor og stærk. Og så blev jeg sgu kulret, når jeg så ham. Hans overkrop med de der tatoveringer. Han var bomstærk, og hans muskler hang sgu som tovværk under blusen på ham. Det var jo homofili, men jeg tænkte ikke sådan på det. Jeg startede med at rive den af, mens jeg gloede på ham i stedet for de damer der, som immervæk også var nogle siv af bedste skuffe. Så en dag, da han stod i kahytten og skiftede tøj, så sagde jeg det sgu.

”Greve, min ven. Jeg er ked af det, men du må få dig en ny makker. Det fungerer ikke. Vi lægger snart til og jeg planlægger at afmønstre, for jeg holder snart ikke til mere. Du er dejlig, jeg er forelsket og det går ikke. Jeg er ikke homofil eller noget, du er alligevel en tand for meget for en sømand, der trænger til en krop at ligge op ad.” Sådan sagde jeg det. Jeg lå i underkøjen og stirrede ham lige op mellem balderne med frit udsyn til hele molevitten. Han vendte sig om mod mig og smilede. Kors, han var en sailor. Jeg satte mig op og stirrede på hans kalorius, der langsomt rejste sig foran mig. Han blev stående, og så tog jeg den i munden. Jeg kan ærligt sige, at det ikke var fordi der manglede kvindfolk, at jeg suttede den af på ham. Og lige så ærligt er det, at det sgu var dejligt, da en gigantisk ladning røg af i munden på mig. Det var selvfølgelig noget forvirrende det hele. Jeg stod i forhold til en mand, som det hedder. Men vi vidste begge, at vi skulle holde vores kæft med det, og at vi skulle være stille. Han var en dejlig fyr, og når vi ikke gjorde det frække, så snakkede vi sammen. Om trosserne og dieselmotorer og fragt og containere. Men måske mest om, hvem vi savnede og hvad vi ville lave, når vi var færdige med at sejle. Greven ville tjene nok på havet til at åbne en butik i Amsterdam med søfartsting. Reb og kompasser og den slags. Han kunne lige beskrive, hvordan der lugtede, hvor lækre damerne var i det lyserøde kvarter og den slags. Jeg vidste sgu ikke rigtig. Jeg tror bare, jeg drømte om at få hyre det næste sted. Og det gjorde jeg så, og det gjorde han ikke. Jeg skulle sejle helt til Carachi og Greven ville blive i Amsterdam.

Sandheden er nok, at jeg var bange. Jeg fik næsten kvalme, når jeg så ham. Det var forelskelse, der ville noget. Og det kunne ikke gå. Men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Damer er gode nok, men de kommer aldrig til at forstå en sømand. Jeg har kendt nogle stykker, men de har ikke kunne holde det ud. Jeg har hørt, at Greven stadig er i Amsterdam. At han sælger postkort og den slags. Folk kender ham på tatoveringen af roserne. Han er en gammel mand, ligesom mig. Og jeg kan lige se ham for mig. Skulle jeg komme til at se ham igen, ville jeg begynde at tude. Han var en dejlig mand. Men jeg har ikke spist og sovet, mine kræfter er væk, og himlen er stadig sort.