Bue og pil

Adrenalinen pumper pludseligt, og jeg kæmper med mig selv for at holde mig i ro. Fem meter foran mig står en råbuk. Vinden bærer væk fra mig – den har ikke set mig. Jeg kan ikke tro mit held. Ingen af os havde vel for alvor regnet med at det skulle lykkes. Måske en fasan eller noget, men en buk, for fanden? Jeg spænder langsomt min bue – en PSE X-Force – og lægger an.

Pludselig bliver jeg slået, og luften lukkes ud af mig. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg slipper pilen på buen – den sætter sig i benet på bukken, som forskrækket løber væk i lange, bløde spring, knapt generet af pilen.

Jeg er desorienteret. Jeg ved ikke, hvad der er sket. Vi var bare ude at jage med vores nye buer, brødrene og jeg, og nu, nu falder jeg om. Først rammer mine knæ de brune blade i skovbunden, så mine hænder, så min kind. Det føltes som om, jeg har fået et hammerslag i ribbenene. Jeg bløder på begge sider af brystkassen. De pile, vi skyder med er skarpe som barberblade.  Det må være sådan en. Så ved jeg, at jeg kun har dette åndedrag tilbage.

Jeg kan høre noget pusle bag mig. Det er ingen råbuk. Jeg prøver at råbe. Men ingenting. Mine lunger er simpelthen gået i stå. Det er slut. Jeg dør nu.

 

                                      *                    *                    *

 

Siden jeg var tretten har jeg spillet sej. Hele tiden. De første år af mit liv boede jeg i et træhus ved Over Dråby Strand. Det er et sommerhusområde i Nordsjælland. Jeg boede der sammen med min mor. Min far boede hos os de første fire år af mit liv. Han arbejdede på en boreplatform. En dag knækkede en stålwire og den svirpede ind i baghovedet på ham. Han døde ikke. Jeg ved ikke, hvad der skete bagefter. Min mor tog over til Jylland for at besøge ham på hospitalet flere gange, men uden mig. Jeg kan kun huske, at jeg kom over til min mormor, og så var min mor væk i et par dage.

En dag fik min mor et postkort fra min far. Det står fotograferet i min hjerne.

 

Kære Tulle

Jeg er i Bulegarien. Der er nogen ting jeg ska ordne før at jeg dør.

Hils den lille

Michael

 

Min mor har stadig kortet derhjemme. Det er kun min mor og mig, der har set det. Historien vi fortalte til alle andre, endda til hans mor, var, at min far var på et plejehjem. ”Han har fået en hjerneskade i det højre cerebrum,” sagde min mor altid med betydningsfuld mine. ”Der er en maskine, der trækker vejret for ham. Så er der sgu ingen, der spørger. Ja, altså, faktisk så tog min mor engang hans mor med til Jylland. Jeg ved ikke, hvad der skete, men efter den dag ville hans mor ikke se ham mere.

Min mor sagde også altid, at den kunne forsvinde igen, hjerneskaden, og så ville min far komme hjem igen. Men det var der vist ingen, der troede på.

Jeg kan ikke huske ham særlig godt. Jeg kan huske, at han gav mig nogle knus, som gjorde lidt ondt. De var også varme. Jeg blev trykket ind mod lynlåsen i hans fiberpels. Jeg tror godt, han kunne lide mig.

Jeg har fortalt brødrene, at han er død. Det har altid været min plan at skyde ham, hvis han skulle dukke op.

 

                                      *                    *                    *

Jeg er en kraftig fyr. Jeg vejer 135 kilo. Jeg er 1,90 og er den stærkeste af brødrene.

Jeg var også kraftig, da jeg var lille. I de små klasser var det bare sådan, det var. Jeg var sjov at lege med. Legede vi gemme, kunne jeg læne mig op ad døren, så den forekom låst. Jeg kunne simpelthen gøre mig tung. Jeg var også stærk som bare fanden. Men fedtet slaskede på min mave, og heller ikke dengang kunne jeg ikke lide at være nøgen til gymnastik. Så begyndte en led dreng – Tim – at prikke til mig. Det turde de andre ikke. De ville heller ikke, de kunne godt lide mig. Men Tim var en lille splint og hurtig som ind i helvede. Han klaskede en dag til mig i omklædningsrummet. Med sit håndklæde. Håndklædet smældede med et skarpt knald mod min røv. Det brændte, og jeg løb efter ham. Det var usædvanligt, men o.k., for nu stod Tim til læsterlige bank. Typisk en mavepuster, måske et førergreb – og så hørte det sig til, at jeg satte mig på dem, jeg bankede. Men Tim var for hurtig. Jeg kunne ikke få fat i ham. Så svirpede det igen. Denne gang var det Jeff, der ramte mig. Lige under nosserne. Jeg hylede og tudede og var rasende, men jeg fangede dem ikke. Og så var der ingen, der troede på mig mere – troede, at jeg kunne banke hvem som helst. Der gik en uge, så kaldte drengene i min klasse mig for Blæver. Efter et halvt år gjorde hele skolen det. Lærerne kunne også komme til det. Men det værste var, at jeg grinede og spillede med, når de gjorde det. Jeg tog fat i dellerne på min mave og rystede dem. Pigerne synes, jeg var ulækker, så jeg stillede mig over ved siden af dem og pruttede eller bøvsede. Alle grinede. Jeg var blevet en klovn.

 

                                      *                    *                    *

 

Jeg hoster en stor mundfuld blod op. Det løber ud mellem læberne. Jeg ligger stille for at få så meget liv med som muligt. Men jeg er færdig nu. Det der står tydeligst er, at jeg var en tynd fernis. Jeg var en klovn. Eller en kleppert. Eller en gangster. Men jeg er ingen af de ting. Men hvem er jeg så? Jeg ved det ikke. Jeg er fyrre år. Jeg har ingen anelse om, hvem der er inde i min kæmpestore krop.

Engang i femte klasse legede vi fange i gymnastik. Jeg blev hurtigt fanget og skulle fange de andre. Tim rendte forbi mig.

”Hva’ så, Blæver, sveder du?” råbte han, lige da han løb forbi. Og så fik jeg ham. I blusen. Det var Tim, der havde startet det. Jeg lagde ham roligt ned og satte mig på ham. Han grinede med sine skæve tænder op i hovedet på mig. Så slog jeg ham. Først i maven. Det var business as usual. Men så: En til. Hårdere, så jeg kunne høre luften forsvinde fra lungerne. Og så: Tungt over munden. Det gjorde ondt i hånden. Jeg slog igen. Igen igen igen. En lærer prøvede at trække mig væk. Jeg slog igen og igen, indtil jeg ikke kunne nå ham mere. Så sparkede jeg ham. Jeg græd ikke. Jeg sagde ingenting. Jeg straffede ham. Jeg husker dårligt resten. Voksne, der talte sammen, mens jeg sad på en stol. Jeg blev kørt hjem af en eller anden. Min mor snakkede med mig. Jeg skulle ikke i skole næste dag eller næste uge. Der gik en måned. Så kom jeg i en femteklasse på en ny skole.

Da jeg trådte ind i klassen, forstod jeg, hvad mine handlinger havde betydet. Der blev stille, når jeg gik på gangene. Selv de største i min klasse sagde ikke noget til mig. Ingen kaldte mig Blæver. Jeg havde rank ryg, rolige bevægelser, men jeg var stille. Jeg vidste, at det var der, kæden ville hoppe af. Hvis jeg begyndte at fjolle. Efter en uge kom der en fyr fra syvende hen til mig.

”Hva’ så, fede,” sagde han. Det var ubehageligt, men det betød ikke særligt meget. ”Jeg hører, de kaldte dig Blæver.”

”Oppe på grusbanen efter skole,” sagde jeg bare. Så vendte jeg mig om og gik.

Der var masser af syvende-klasser deroppe, da jeg havde fri. Jeg fik lidt kolde fødder. Jeg havde et stort bildæk rundt om maven. Jeg var fed. Det blævrede. Jeg dør ikke af det, tænkte jeg. Og så var jeg klar til at tage imod ham. Jeg ville ikke selv tage et skridt.

Hans kammerater dannede en cirkel, jeg måtte presse mig igennem. Der stod han. Jeg var større end ham.

”Nå. Der er du, Blæver,” sagde han og begyndte at kredse rundt om mig. Han fór pludselig frem og slog mig i hovedet. Det gjorde ikke ondt. Jeg drejede bare med i hans cirkler. Så gjorde han det igen. Det gjorde slet ikke ondt. Jeg flyttede mig ikke.

Tredje gang han gjorde det, greb jeg hans arm og vred den rundt. Jeg lagde ham stille ned og slog ham på næsen, og blodet flød med det samme. Det har jeg senere lært. Slå altid først på næsen.

Jeg kunne høre i kredsen, at det gjorde indtryk. Så rejste jeg mig og gik. Ingen voksne, ingen skoleskift. Der var ingen, der provokerede mig bagefter. Der var fortsat tavst på gangen. Det skete fra tid til anden, at en eller anden ville slås. Jeg gjorde altid det samme. Jeg ventede. Tog nogle stryg, indtil jeg kunne komme til at hakke til.

Da jeg var på vej ud af niende, søgte jeg på EFG Jern&Metal. Vi var rundt på virksomhedsbesøg og jeg valgte det sted, hvor folk lignede mig. Startede som blikkenslager og fik en kammerat, der var atten. Kenneth. Han blev kaldt Fisken, fordi han havde sådan en grim kæreste. Jeg holdt stadig min kæft. Jeg gjorde, hvad der blev sagt af dem, der var større send mig. Kenneth var stor som et hus. Temmelig fed, men først og fremmest stærk. Vi begyndte at træne nede hos John i det lokale træningscenter. Vi spiste piller, og så blev jeg også stor som et hus.

 

                                            *                    *                    *

 

Måske er det et vådeskud. Jeg håber det. Lige nu. Havde du spurgt mig for to minutter siden, havde svaret været et andet. Der havde jeg håbet at dø for mine brødre. Det her er godt nok en dum måde at dø på. Men jeg vil helst ikke have, at nogen ønsker at tage mit liv.

Jeg gik sammen med Kenneth og nogle kammerater i byen. Vi sniffede en helvedes masse sne. To brede baner inden vi blev lukket ind på Daddy’s – et af de skoddede diskoteker i byen. Jeg stod oppe i baren – hvor ellers, når man ser ud som jeg – og drak fadøl. Jeg var godt oppe at køre på sne, da en lille spirrevip af en fyr spilder en eller anden isgrød ud over mig. Min hvide skjorte farves lyserød og det er pissekoldt. Jeg har coke i blodet og er på steroider, så min lunte er ultrakort. Jeg hugger ham lige i sækken med det samme. Jeg besinder mig, da jeg skal til at sparke ham i hovedet, mens han ligger der og … ja har det, ligesom jeg har det nu. Men så kommer tre fyre hen. De er stærke og store. En af dem slår mig på øret. Jeg er atten år og har prøvet værre, men der er en af de andre, der slår mit ølkrus ned over mit baghoved. Det bliver tåget. Det gør ondt. Jeg falder. En støvle i ansigtet. Spark i maven. Så pludselig står Kenneth der med sine venner. De trækker de tre, der overfaldt mig, udenfor. Jeg rejser mig tungt. Den lille spirrevip er også væk. Jeg skynder mig udenfor. De står henne ved Palads’ hovedindgang. Kenneth pifter og peger ned på en af de tre fyre, der ligger på jorden foran Kenneth og hans venner. ”Det var ham, der slog dig med glasset.”

Blodet bruser. Måske koger. Jeg er ikke vred. Jeg er spændt. Jeg går direkte hen og sparker ham hårdt i hovedet. Jeg bliver overrasket, da jeg ser lyset slukke i hans øjne. Det er kvalmende. En af Kenneths klapper mig i ryggen.

”Han havde gjort det samme ved dig,” siger han.

 

                                      *                    *                    *

 

Jeg har engang begravet en pusher levende. I beton. Fyren, jeg kan ikke længere huske, hvad han hedder, havde i en længere periode solgt noget amfetamin, vi fik smuglet ind fra Litauen. Det havde kørt fint, men vi fandt ud af, at han blandede det op og solgte det videre i temmelig store mængder. Tanken var, at han skulle gå direkte til kunderne. Samtidig havde han pralet til alle mulige og fortalt, hvordan han kunne køre os rundt. Jeg var kendt for at være en hård negl, men han fortalte alle, at han ikke var bange for mig. Så han skulle dø. Han levede et farligt liv. Det var ikke synd for ham i den forstand. Jeg stod til at få mit rygmærke – så jeg tog opgaven med det samme. For at signalere, at man ikke pisser på mig.

Jeg arbejdede i et nedrivningsfirma på det tidspunkt. Det er altid praktisk at have en momsregistreret virksomhed, når man har penge mellem hænderne, og det gav mulighed for, at vi kunne få en cementblander ned på havnen. Men det blev pludselig besværligt. Jeg insisterede på at gøre det selv, så jeg fik en instruktion på cementblanderen og kørte den ned på havnen sent på eftermiddagen. Så stod den der og kørte rundt.

Senere hentede jeg pusheren i hans lejlighed. Det foregik ret fredeligt. Vi talte ikke sammen. Han kørte. Jeg fortalte ham hvorhen. Jeg havde en Walther PKK rettet mod ham. Han svedte og trak vejret stødvist. Jeg gad vide, om han vidste det, på samme måde, som jeg ved det nu?

Han var rolig. Han stoppede bilen på min instruks. Vi havde fået et firma til at stille en container til byggeaffald lige foran, og der var kun vand på den anden side. Man kunne ikke se en skid. Mørket klarede resten.

Jeg dirigerede ham ned i hullet. Og så gik det op for ham, hvad der skulle ske. Jeg truede ham til at stå stille, mens jeg løb over til styrepindene på cementblanderen. Men så løb fyren. Jeg blev nødt til at skyde ham og ramte ham i låret, så han faldt. Det larmede ad helvede til, men en del af lyden druknede i lyden fra cementblanderen. Alligevel giver det et skarpt knald, sådan et skud. Han begyndte at hyle, så jeg holdt ham for munden, mens jeg slæbte ham tilbage.

Hvorfor er det hans fjæs, jeg tænker på nu? Der står én bag mig. Jeg ligger på maven, jeg kan ikke se op. Jeg forsvinder langsomt. Hvorfor blev jeg ramt?

               

                                      *                    *                    *

 

Det er pusherens ansigt, der dukker op nu. Hvad fanden hed han nu? Han bad for sit liv. Han havde et barn, sagde han. Jeg lagde ham ned i graven igen. Men han prøvede at kravle væk. Han skulle jo dø. Jeg blev forvirret. Jeg … Jeg sparkede til hans uskadte ben. Jeg tror, det brækkede. Men så blev han liggende. Han krøb ikke væk.

Jeg tippede blanderen, så cementen løb ned i graven. Men fyren trak sig op på knæ og græd og hylede. Jeg blev nødt til at vade ud i cementen, der var ca. tres centimeter dyb. Han ville bare ikke lægge sig ned. Hvorfor ikke? Hvad havde han regnet med for fanden? Jeg trådte hans hoved ned i cementen. Der var kommet alt for meget cement i hullet. Jeg træder ud af cementen, men fyren kommer op igen.

 

                                      *                    *                    *

 

Der er én bag ved mig. Hvem er det? Hvorfor siger han ikke noget? Ringer 1-1-2 eller kalder på nogen af de andre? Tårer strømmer stille ud af mine øjne.

Jeg bliver nødt til at gå ud igen i cementen og holde hans hoved nede. Så ligger han stille. Hvorfor kan jeg ikke huske ham? Hvad han hed?