Falck

Bagenden af min sorte damecykel knaser, mens den hårdt bliver trykket ned mod asfalten med mig ovenpå. Jeg har ikke ramt jorden endnu, da en altomfattende smerte skærer sig ind i min virkelighed, som om skæbnens blege fingre borer sig ind i mine skuldre og råber: DET HER ER ALVORLIGT!

Så lyder en raspende skraben, som næsten bliver til hvinende dæk, og der ser jeg, at fordækket af lastbilen har kørt begge mine ben over. Jeg mister bevidstheden.

 

                                      *                    *                    *

 

Jeg ser min mand komme hen mod mig. Nej. Det er ikke min mand. Men det er en falckredder. Ligesom min mand. Min mand og jeg skal til Korfu om syv uger. For første gang i den tid, vi har været sammen, skal vi rigtig rejse. Det er fordi min mand skal på efterløn. For min mand har arbejdet virkelig betydet meget.

Jeg er ufokuseret. Der er en masse tumult omkring mig. Jeg får en krave på. En smerte går igen gennem min krop, men det er så fjernt, at jeg knap bemærker det. Rundt om mig blinker lys i mange farver. Det må være politiet og ambulancen. Puha. Det er vist en værre redelighed.

Så er der noget, der falder på plads. Jeg er blevet kørt ned af en lastbil. Jeg er i fare. Måske er det værre. Jeg slapper af. Jeg mærker, at der er nogle ting, der trænger sig på. Det er ikke vigtigt … Det er … puha, altså. Jeg ved sgi ikke …

 

                                      *                    *                    *

 

Jeg holdt min mor i hånden, da hun døde. På Frederikssund Sygehus. Hun havde cancer i mavesækken og levede i halvandet år, hvor hun gradvist fik mere og mere ondt i maven. Hun blev opereret tre gange. Hun blev behandlet med kemoterapi og stråler. Men der var ikke noget at gøre. Jeg besøgte hende hver dag efter skole. Jeg har to søstre, som jeg tog med hver fredag, men de var ti og seks år, så de kunne ikke komme med hver dag. Jeg var tolv år. Jeg kunne bedre klare det. Min far var taxachauffør og kørte hele tiden. Han snød med vagterne, så han næsten dækkede to menneskers job. Det var vigtigt for mine forældre, at vi havde penge til at leve godt. Og det var jo også dejligt. Men han var altid ude at køre, når jeg tog på hospitalet og besøgte min mor. Når han dukkede op om aftenen – for det meste omkring kl. seks for at spise aftensmad – sagde han altid bare: ”Nå, hvordan går det?”

Så tror jeg, han forventede, at jeg svarede. ”Fint nok.” Eller: ”Hun kan nok snart komme hjem.” Jeg sagde aldrig det, lægerne havde sagt, eller det hun selv havde sagt. Jeg sagde kun, hvad min far og mine søstre skulle høre. ”Jeg skulle hilse” – hun har det faktisk meget godt.” Den slags. Lige i begyndelsen prøvede jeg det med at sige det, som lægerne havde sagt, men så snart man sagde ”tumor” eller ”kemo” eller noget, så gik han helt i spåner. Han slog i bordet og rejste sig og låste sig ude på toilettet. Og så blev mine søstre kede af det.

”Hvorfor græder far?” Og ja – hvorfor græder far? Jeg kunne ønske, at han havde ladet være.

Hun lå på medicinsk afdeling, min mor, og hun havde det ad helvede til. Folk derinde er rigtig syge. Hun døde en forårsdag for seksogfyrre år siden. Allerede to dage før vidste jeg godt, at det lakkede mod enden. Lægerne sloges sådan for hende, men til sidst var det som om hendes lidelser kun blev strakt ud.

Til sidst så hun også forfærdelig ud. Hun vejede vist 39 kilo, helt benet og med sorte rander under øjnene. Når morfinen var ved at være brændt af, trak hun ansigtet sammen og spændte ryggen som en bue, mens hun jamrede. Det var de samme furer, der trådte frem hver gang. De var blevet en del af hendes ansigt. Når jeg stod over hende og holdt hendes hånd, så hviskede jeg: ”Slap af mor. Lad døden tage dig. Slap af, mor. Lad døden tage dig.”

Min far kørte videre. Jeg holdt hendes hånd og mærkede den blive kold i min. Døden tog hende. Mine søstre græd og jeg græd, men ikke så meget, da vi sagde farvel. Min far kom et par timer senere. Der sad vi sammen med en sygeplejerske, som havde taget sig meget af os og drak kakao, da min far stak hovedet ind. Han var helt bleg. Han sagde: ”Er det sket?” Jeg løb over og holdt om ham, men selvom min far var svært overvægtig af al den taxakørsel, føltes han underligt hård at give knus. Vi slap hinanden. Min far gik ned i kapellet sammen med sygeplejersken, mens Inge, min største lillesøster, og jeg spillede femhundrede. Vi grinede alle sammen, da min mindste lillesøster Elsebeth kaldte det femtusind. Jeg ser for mig min far komme tilbage fra kapellet. Vi ser op, og han siger: ”Nå. Skulle vi få os en is?” Jeg begyndte at græde, men jeg sagde aldrig til nogen, at jeg var så glad den dag. Jeg skulle aldrig mere ind på den afdeling og holde min mor i hånden og ønske, at hun bare ville dø.

Da vi sad i køkkenet med en københavnerstang hver, spurgte min far mig, om jeg kunne lave mad. Jeg smurte madder til hele familien, og så spiste vi dem i tavshed. Jeg tror, de andre ligesom jeg sad med en fornemmelse af, at det var det. Min mor havde været syg i halvandet år, og i de sidste fire måneder vidste vi godt, at hun skulle dø. Otte uger før hun døde, blev hun mærkelig. Hun hev fat i os og stirrede os i øjnene, mens spyttet stod hende om munden. Hun sagde ting som: ”Pas på far!” eller: ”Jeg elsker jer.” De ting, man nu siger. Tre uger før hun døde, gav de hende så meget morfin, at hun ikke mærkede noget. Vi kunne heller ikke tale med hende. Hun døsede hen. To dage før var hendes åndedræt raspende, som om hun trak løst snot frem og tilbage i halsen. Og så var det det.

Mine forældres venner kom til begravelsen. Ingen talte rigtig sammen. Det hele var sort, kaffen og tøjet og præsten var sort. Det var fint nok. Begravelser er ikke så tossede, hvis du spørger mig.

Fra da af lavede jeg mad og passede på husholdningspengene. Min mor blev 36 år.

 

                                      *                    *                    *

 

De kæmper omkring mig. Jeg mærker adrenalinen i deres kroppe. Men de kan godt stoppe. Min krop giver op nu. Det var en pokkers måde, det skulle ske på. I en falckbil af alle steder. De biler er ikke min kop te. Hvor er min mand? Ham ville man vel gerne nå at se en sidste gang. Jeg har altid haft en form for film trukket hen over mine øjne, så jeg ikke mærker ting så meget som andre. Lige nu er det vel godt nok.

Jeg stoppede i gymnasiet lige efter starten af 3.g. Min yngste søster Elsebeth fik det dårligt deromkring. Hun sov ikke om natten og var bange for mørket. Det blev mig, der passede hende. I dag er det jo helt uhørt, at man stopper en uddannelse, men det betød ikke så meget for mig. Jeg var atten år. Herregud. Vi satte lamper op i hele huset, så der ikke var én mørk krog. Elsebeth kunne godt være der, men hun var ikke glad. Jeg tog et arbejde halvtids på Tom’s chokoladefabrik om aftenen. En dag kom jeg hjem. Min far skulle have været der. Han var ude at køre. Elsebeth var væk. Inge og jeg ledte over det hele. Jeg ledte udenfor. Hun var meget sjældent uden for huset – udenfor var der jo kroge og gyder med mørke. Jeg ved ikke, hvad hun så i skyggerne. Det talte vi aldrig om. Min far kom hjem klokken tolv om aftenen. Vi ledte hele huset igennem. Min far ringede til politiet. Der var en underlig stemning mellem os. En lidt sjov detektivkonkurrence, mens vi gik der og var smadder bange for, at hun var blevet kørt ned, udsat for en ulykke eller at der var en børnelokker, der havde forgrebet sig på hende. Det var Inge, der fandt hende. Hun lå nede i skuffen på sin skibsbriks. Hun havde lavet … pølser. Jeg skyndte mig at rense hende. Min far talte om, at vi ikke kunne passe hende hjemme. Jeg blev vred, men omvendt … Han havde jo ret. Skulle det være resten af livet? Hun blev midlertidigt indlagt på Sankt Hans. Hun blev tungt medicineret og var så der. Det var også en lettelse. Jeg tror nu alligevel altid, jeg fortrød den beslutning lidt. Jeg kunne jo godt have taget det ansvar. Jeg ved godt, at det er at ofre sig selv og alt det, men jeg mener … Jeg kunne godt have gjort det. Måske var der ikke gået de store skår af mig. Specielt når jeg tænker over, hvordan det ellers gik med mig.

Jeg tog en kontoruddannelse, da Elsebeth var blevet indlagt. Det var til at overskue. Jeg blev ansat i kulturministeriet som kontorelev. Jeg tror godt de kunne mærke, at her var der en, der havde gået på gymnasiet. Dengang tænkte jeg, at de andre kontordamer var nogle gæs. De interesserede sig for deres mænd, for deres mænds skjorter og for kontorchefen, der var en ældre mand. Men jeg holdt ved … jeg tror bare fordi, at man bør holde ved. Jeg mødte min mand til et en fest. Jeg var såmænd lige ved at blive pebermø, men min veninde Anne skulle giftes, og tja … Han var gift og skilt. Han kunne et eller andet med sine hænder. Fingrene var lidt tykke i det, men stærke, og det var uanset hvad han lavede, så bevægede han hænderne så … ømt. Jeg kan huske, inden vi skulle til at elske for første gang, at det var tanken om de hænder på min krop, jeg gispede over. Når han satte lamper op, så holdt han skruerne på en bestemt måde. Når han knuste valnødder. Han var også en flot fyr. Stærk og med et stort, tæt overskæg. Han lignede faktisk Tom Selleck lidt. Hans øjne var rummelige og glade, men altid lidt … Han … han ville så gerne gøre det rigtige. Det kunne man godt se i hans øjne.

Vi flyttede sammen hurtigt. Min mand er vild med alt levende, så vi fik hurtigt børn, hund, marsvin. Jeg fik et halvdagsjob på kommunen, hvilket betød, at jeg fik travlt som aldrig før. Med hund og børn og hus. Vi fik rengøringshjælp to gange om ugen – og så kunne jeg besøge min søster imens. Hun var flyttet i en slags bofællesskab, hvor hun havde det godt. Malede og skrev digte. Hun kunne også være med til familiefester og den slags. Men man skulle kende hende. Hun var ikke så festlig. Min søster Inge så jeg ikke så meget til. Hun levede et andet liv. Min far og hende kunne slet ikke sammen. Min far fik en diskusprolaps, da han var 62 og måtte gå på førtidspension. Han flyttede fra huset i Frederikssund og fik en lejlighed i stedet. I huset havde han haft en rengøringshjælp, men det var der ikke råd til det i lejligheden. Så jeg kom og mugede ud, når det var værst. Men Inge synes, jeg var åndssvag, fordi jeg hjalp ham så meget. Hun var meget anderledes end jeg – mere udsvævende.

Jeg var i perioder meget ked af det. Det med min søster og min far. Og så børn der skulle til fodbold og håndbold, og haven med tulipaner. Man planter en tulipan. Det tager to minutter. Men år efter år skal der luges omkring den. Eller også skal man lade ukrudtet æde den op.

Engang – det er vel tyve år siden efterhånden, havde vi fået en indbydelse til min moster Tines 60 års fødselsdag. Min mors lillesøster. Det betød altid meget for min mors familie, at vi kom. Jeg tror, vi mindede om hende. Så var hun også lidt med alligevel. Min mand havde vagt den weekend, men vi havde fået invitationen i god tid, for sådan er den side af familien, og jeg bad ham komme med. Altid de samme indvendinger, men det lykkedes. Han fik vagten byttet. Jeg glædede mig, for han var så sjældent med og han kunne se handsome ud i sort, han var sådan et pragtfuldt stykke mandfolk. Når vi dansede, og han smilede, så hans hvide tænder skinnede om kap med sine øjne, så blev jeg altid så forelsket. Langt mere end jeg havde turdet håbe det kunne ske, da jeg stoppede på gymnasiet.

Jeg lagde vores tøj frem, fandt gaverne frem. Vi gik i bad, og han barberede sig. Men han gik også og rømmede sig, som om han havde noget siddende, en katar eller et fiskeben. Jeg vidste jo godt, hvad det betød. At han var nervøs eller utryg eller ville et eller andet. Og det var sgu lortet af ham.

Jeg stoppede op, mens han langsomt knappede sin skjorte. Han havde allerede sat manchetknapperne i. Guld med initialer. Men vendt dem forkert.

”Hvad er der så?” spurgte jeg. De skrå, bedende øjne. Der var ingenting at diskutere.

”Ingenting, skat, det … De klarer sig vel uden mig.”

”Selvfølgelig gør de det,” svarede jeg.

”Selvom Allan er syg i dag. Jeg har sagt nej.”

Vi sætter os ind i bilen, der dufter af forventning, for vi har duftevand på og min hårlak spæder til. Men han rømmer sig stadig. Tager sig til halsen. Ellers tavshed.

Han parkerer bilen ved forsamlingshuset, en dejlig VW Passat, og vi går indenfor. Kvinderne på min alder smiler til ham, og jeg er ved at revne af stolthed.

Forret, hovedret. Der er bordkort og jeg sidder mellem et hav af fætre, som jeg alle kender – men nogle bedre end andre. Jeg kan se ham. Han plejer at være så levende, men i dag siger han ikke noget. Jeg er uengageret i min bordherre, fordi jeg godt ved, hvad der skal ske, men ikke hvornår. Endelig går han ud i garderoben. Og så kommer han tilbage og tager mig om skuldrene.

”Den er helt gal,” siger han, ”gutterne kører rundt som sindssyge.”

”Så gå,” siger jeg lidt for mut.

”Men tror du godt …”

”Hvad?” afbryder jeg.

”Ja …”

”For helved’,” siger fætter Knud ved siden af mig, ”der står jo liv på spil.”

”Ja, det gør der jo,” siger min mand. Jeg vil ikke kysse ham farvel, så han klemmer mig hurtigt. For det, der er så åndssvagt er, at han jo har ringet til dem. Det er ham, der har ringet. For fanden. Vi sad i et forsamlingshus. Det var ham, der ringede.

 

                                      *                    *                    *

 

Mit liv er slut. Jeg tror måske jeg har været lidt for ked af det i lidt for lang tid. Falckmændene gør deres bedste. Min mand siger, at der ikke er nogle så samvittighedsfulde som falckreddere. De gør altid deres bedste. Jeg tror, at min mand tænkte meget på de mennesker, han reddede. Han fik tit blomster eller kort fra folk, som havde været glade for ham. Han blev tilbudt at avancere, men det eneste han ville var at køre ambulance. Alle mine veninder var lidt misundelige. På hænderne og øjnene, og fordi det han lavede, betød noget. Han arbejdede hele tiden. Han snød sig til vagter, når de ikke kunne finde vikarer, han tog alt det overarbejde, han kunne, han var der h-e-l-e tiden.

Betyder det noget? Elskede han mig ikke? Hvad skulle han lave derhjemme? Der var jo tagrenderne. Det hul i væggen, Thomas, vores ældste, lavede med en hammer, da han var fem. Det var middage med vennerne, udestuen, der aldrig blev til noget, børnene, der aldrig så deres far, romantiske aftener, som jeg tilbragte alene foran fjernsynet. Der var alt, hvad et ægteskab og en familie kunne bestå af. Jeg har været så arrig og ked af det. Jeg har vasket tøj, lavet mad, kørt børnene til sport. Jeg har arrangeret spejderlejre, pudset vinduer, pudset næser. Jeg har trøstet og skældt ud og arrangeret. Redt lus ud, klemt lopper, kørt til dyrlægen, til Matas, til Kvickly, til forældremøder. Jeg har sat plastre på, lavet fastelavnskostumer, taget Jonas i at ryge, givet lommepenge og stuearrester. Jeg har skrevet under og streget over og rettet, og hjulpet – med matematikken og stilene, og græsset på de nye shorts og købt skrueknopper. For slet ikke at tale om at stege and, skrive julekort, flette hjerter og bage klejner og skrive ”God jul” med hvid spray og sætte juleøl ud til skraldemanden og husket kagen til klassens time. Jeg har grædt af bekymring – ja, over Jonas, af arrigskab af dengang manden i Skjold Burne sagde, at jeg ikke skulle spise al chokoladen selv, over min far, der har så pisseondt i ryggen, at han græder, når han skal have hjælp til stå op. Over at skulle tørre borde af og bræk op og pander med fugtige klude og over at skulle gøre ALTING SELV.

Og det imens han brugte sine følsomme hænder til at genoplive mennesker, tage fru Nielsen ved armen og redde katte ned fra træer. Jeg brokkede mig aldrig. Jeg så, hvordan han spiste min mad og så på mig med dine bedende øjne, som udstrålede: ”Skat. Hvor er det godt, du er her, så jeg få mad. Jeg har brug for det, så jeg kan redde liv.” Det lukker jo enhver diskussion, når der er liv på spil. Men det værste er ikke børn, venner, praktisk arbejde.

Nej, det værste var selvfølgelig, at jeg elskede ham, men at jeg altid var prioriteret lavere end arbejdet – mig og alt, der var i min verden var bare mindre værd. Men hvert sekund han tilbragte med mig kunne han bruge på at redde et liv. Og var jeg så meget værd?

Jeg havde en affære med min forvaltningsdirektør. Han havde kone og børn, han arbejdede også sindssygt meget, men hans motiver interesserede mig aldrig. Han var en pæn mand – og da jeg var 40 var jeg vel en rimeligt præsentabel kvinde. Til en julefrokost gik jeg over i annekset, hvor kulturforvaltningen havde til huse. Direktøren fulgte med. Jeg skulle hente min taske. Det endte med, at vi lå på hans store, ryddede skrivebord. Vi elskede i en periode efter arbejdstid, på hoteller, og hvor man nu ellers kan gøre den slags. Aldrig derhjemme. Jeg ville ikke have ham inden for døren. I starten var jeg ret forgabt i ham. Jeg synes, han var sexet. Men vigtigere endnu, så synes han også, at jeg var det. Han forærede mig parfume, inviterede mig ud at spise. Jeg annoncerede derhjemme, at jeg arbejdede over. Min mand så bare forstående på mig med sine hundeøjne og spiste en pølse i en pølsevogn. Jeg blev erstattet af en pølsevogn.

Det var ikke engang stressende at være ham utro. Min mand var ligeglad. Han ville bare gerne redde liv. Så jeg droppede affæren, jeg forklarede en aften efter, at vi havde elsket på et hotelværelse i Hillerød, at det var slut. Min stemme bævede, men knækkede ikke.

”Mener du det?” sagde direktøren, mens han sad på sengen med sine blå skjorte hængende ned foran sit nøgne lem.

Han begyndte at græde, da jeg forlod ham. Jeg græd derhjemme i stedet for. Med min dyre parfume på.

 

                                      *                    *                    *

 

Jeg klippede engang en ledning over derhjemme. Med min sysaks og med vilje. Det gav et ordentligt ”plop!” og HFI-relæet klikkede og tog al strømmen. Jeg fik et stort stød og faldt bagover. Jeg lå stille på vores parketgulv, da min mand kom trampende. Jeg holdt vejret lidt og gjorde mig slap.

”For helvede, nej nej nej,” sagde han. Han tjekkede min puls, mens han fandt trykpunktet på mit bryst og trak mit hoved bagover. I en glidende bevægelse. Så mærkede jeg en stor dråbe ramme min næse. Jeg slog øjnene op og så, at han græd. Jeg tror, at han elskede mig.

Falck-manden fjerner masken fra min mund. ”Arh,” siger han og jeg fornemmer, at han er ked af det. Han lyder nærmest grædefærdig. Er det ikke utroligt? Jeg skulle have været til Thassos om syv uger. Jeg skulle have elsket min mand forfra, elsket med ham i vores bungalow, der lå ned til irgrønt vand. For første gang skulle han have været her. Hos mig. Vi skulle have en affære. Jeg ville sådan ønske, at falckmanden kunne redde mig alligevel. Jeg vil gerne reddes nu. Jeg kan ikke slappe af, og døden må ikke tage mig. Og når nu den gør det alligevel, ville det være dejligt, hvis det var min mand, der stod over mig.