Fasten seatbelts

Et skarpt knald fylder kabinen, og flyet tipper hårdt til den ene side. Vi er i ti kilometers højde. Jeg har aldrig været ude at flyve før, men alle bliver meget bange, så jeg tænker, at den er gal. En rystelse mere går gennem flyet. En stewardesse skriger, da hun falder. Den er helt gal. Jeg er på vej fra Bornholm til Københavns lufthavn. Jeg er taget væk hjemmefra. Flyttet. Eller skredet, måske. Min familie og jeg … Men hvad nu? Jeg fortalte dem, at jeg er skredet. De har aldrig forstået mig. For hver gang de har en bibel, har jeg en ring siddende i huden. Sytten i alt. Mit hår er kulsort, min næse, min læbe, mine ører og min højre kind er gennemhullet af ringe. Sådan er det. Men de forstod det aldrig.

”PLEASE FASTEN YOUR SEATBELTS.” Folk er helt vildt … agtpågivende. Der går et fælles klik fra bælterne gennem luften, og så slår flyet pludselig en stor bue nedad, så det står lodret i luften med spidsen vendende ned ad. Alt flyver rundt, vandglas, blade, bøger. En bærbar pc flyver gennem luften og rammer mig i panden. Den ryger derefter ind i væggen og slukker.

KNALD. Fra den anden side. Iltmaskerne falder ned fra loftet. Ingen tager dem. Blodet siler ud af mit hoved. Mit hår vender skråt fremad. Jeg er for fanden kun sytten år.

De har holdt mig ude fra hvad som helst. Jeg har ikke været til fødselsdage, korweekender, lejrture eller en skid, siden jeg var tretten. De har fyldt mig med deres lort dag ud og dag ind. Hænderne over dynen, ingen bandeord, ingen drenge, du skal ære din mor og far, HVAD FANDEN ER DET FOR NOGET PIS? Alt det sjove pillede I ud. Det eneste, der står tilbage er en sort, rugende og ond gud, store øjenbryn, langt skæg. Gud og Djævlen er den samme. Ingen god gud kan dømme andre så hårdt. Ingen god gud ville tage glæden fra én.

Det er to og en halv time siden, jeg skreg ind i min mors hoved, at jeg var lebbe, at jeg havde slikket alle fisser på øen, og at det var hendes skyld. Mine forældre har penge i en lille tin-krukke, der står på kommoden foran spejlet. De har altid været der. Til trange tider. DET HER ER TRANGE TIDER.

Fortjente de det? Fortjener de det her? Jeg dør. Dør jeg? Hvorfor dør jeg? Måske er Gud ond og straffende? Hvem tager imod mig? Har mine forældre tilgivet mig? Tror de, jeg har? Har jeg? Har Gud? Hvem skal tilgive mig?

Jeg er ikke en skid lesbisk, for helvede. Hvem tager imod mig?

 

                                      *                    *                    *

 

I går sagde jeg, at jeg fucking nægtede at takke gud for noget mad, der var så ulækkert. I forgårs nægtede jeg at spise deres kød.

For to og et halvt år siden så jeg en lille splejset fyr på stranden. Han sad frysende under en parasol ved Dueodde og læste. Da han gik, tog jeg hans bog. ”Forbandede ungdom.” Jeg satte mig forsigtigt i sandet ved siden af hans tæppe og læste den. Jeg læser hurtigt, hurtigere end nogen andre, jeg kender. Jeg kan læse en side på ca. 30 sekunder, hvis jeg skal. Det er ca. et halvt sekund pr. linje. Så opsnapper jeg i hovedtræk en handling. Mine lærere troede aldrig på mig. Min kammerater syntes, det var underligt. Eller: Jeg var underlig. Jeg læste alt på skolebiblioteket. Men da jeg kom hjem med Luft Under Vingerne, da jeg var 11, så stoppede det. På det tidspunkt var jeg tynd, umenstruerende, jeg var ufærdig, og jeg forstod ikke fascinationen af det gnidningsløse knald. Bogen lå fremme på min seng. Min mor læste i den. Fra da af måtte jeg ikke låne bøger på biblioteket, med mindre mine forældre var med. Og min dansklærer var min mors kusine, så der var i al hemmelighed styr på det. Da jeg sad på tæppet var det den første ordentlige bog, jeg havde læst i fire år. Side for side, bogstav for bogstav læste jeg om Holden Caulfield, da han beslutter sig for at skride fra sin skole, fordi han alligevel er ved at blive smidt ud. En laset paperback, der lignede en lortebog, og så sad jeg alligevel og åd ordene. Jeg læste hurtigt, og jeg opfangede hvert et ord, der stod. Holden var min mand. Jeg sad i klitterne i Dueodde og blev genfødt i solnedgangen. Jeg havde mistet fodfæstet, da jeg rejste mig. Jeg var tung i hovedet af koncentration. Jeg var svimmel af nye meninger. En skygge gik for solen, splejsen stod over mig. Han sagde ikke noget, han kiggede bare. Jeg skyndte mig at lægge bogen og sige undskyld.

Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke se mine forældre i øjnene. Først var jeg flov. Over mine voldsomme fantasier og min ubændige lyst til at se min far i øjnene og modsætte mig ham. Og flække hans hoved med en økse. Tage til København og leve i nattelivet. Vise mine bryster til mændene og være beundret. Ah. Slikke en mand op langs hans kæbeben. Jeg kunne mærke, at Gud hørte mine tanker. Gud. GUD. Gud ved alt – også den rette vej.

”Kære Gud. Jeg har drømt om andre mænd.”

”LAD VÆRE!”

”Kære Gud. Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke må læse bøger.”

”DET ER SMUDS!”

”Kære Gud. Jeg kan ikke lide rosenkål.”

”ELSK DET!”

Jeg gad bare ikke svøbe mig i sweatere mere, fordi Gud sagde det. Sagde Gud det? Efter, at jeg sad dengang på stranden og læste om Holden Caulfield, holdt Gud op med at tale til mig. Han var der. Han så på mig med sine brændende, dømmende øjne. Hvis et menneske går bag dig, som ingenting siger, bliver du vanvittig. Jeg blev vanvittig. Gud skulle tale til mig. Det er en god grund til at tage til København og vise mændene mine bryster. Så må han fandme da tale!

 

                                      *                    *                    *

 

Da jeg var tolv år fik jeg min menstruation. Helt uden varsel var der blodige striber i mine lagner, min mave gjorde ondt, og jeg troede jeg var kræftsyg.

”Sådan er det,” sagde min mor og rakte mig den blå pakke med store, tykke bind. Det gav simpelthen ingen mening. Andet end at sådan var det. Guds vilje.

Jeg menstruerer, fordi min krop er bygget til at få børn. Jeg menstruerer, fordi jeg er skabt til noget andet. Efter Holden Caulfield elskede jeg min menstruation. Jeg opdagede først sammenhængen senere. At min menstruation betød, at jeg ikke længere kom på lejrtur, at jeg stoppede til håndbold. At kvinden i mig blev gemt væk, da hun tittede hovedet frem.

 

                                      *                    *                    *

 

Min mave er snøret permanent sammen. Skydækket farer forbi vinduet. Ting har faret forbi mig i kabinen. Skrigene har fortonet sig. Der er folk, der ringer. Manden ved siden af mig, måske 55 år, græder, mens han siger ”farvel”. Han betroede mig tidligere, at han var på vej til lufthavnen, fordi hans datter var kommet ud for en ulykke i Ægypten. Der er så mange skæbner herinde.

”Gud?” hvisker jeg? En arabisk mand græder og beder.

”Gud?” hvisker jeg igen. Jeg synker en klump, da jeg ser, at han står lige ved siden af mig. Han er en benet, ældre mand, med sort hår og sorte øjenbryn, der er trukket ned i panden. Jeg holder i hans sorte kjortel. Han står fast. Han ser på mig. Men han svarer ikke.

 

                                      *                    *                    *                   

 

Da jeg var syv år spillede jeg syg for ikke at komme i kirke. Jeg fulgte efter mine forældre og så gennem vinduet, hvad de lavede. Jeg havde været derinde hundredvis af gange. Fra før jeg kunne gå. Hver eneste søndag. Denne søndag kom jeg ikke i kirke. Jeg så udefra, hvad der skete. Gud er ikke en, man smiler til.

 

                                      *                    *                    *

 

Der opstår en sær situation i kabinen. Gud tager hånden op og pludselig flyver alle tingene kun forsigtigt rundt i kabinen. Gud har stoppet det. Jeg forstår det ikke. Alt er vægtløst. Er vi døde? Der er så mange skæbner her …

 

                                      *                    *                    *                   

Gud ser på mig. Han ser stadig vred ud. Jeg holder fast. Der hænger en rund dråbe vand foran ham. Han er stærk. Han står fast. Jeg læner mit hoved op mod ham.

Min første erindring er min smukke, smukke mor. Jeg ser hendes ansigt nedefra. Solen danner en glorie om hendes ansigt. Min far dukker op. Han smiler.

Børn gør mennesker uskyldige. Min mave løsnes.