Hjem fra Irma

Jeg tror, at jeg lagde mærke til dig, allerede da jeg drejede om hjørnet nede ved skydedørene i Rådhus-arkaden. Jeg tror det – men hver dag passerer man ting, som tilsyneladende ikke er vigtige. Ansigterne på Østerport station. Kunne jeg identificere min sidemand i S-toget ved en line-up? Jeg har rejst fra Emdrup station til Nørreport og så gået derfra til Rådhuspladsen og videre ned gennem skydedørene. På den tur har jeg måske set tusind mennesker? Så jeg er vel undskyldt. Alligevel… Dig. Dig burde jeg have set – og husket. For satan. Jeg mærker en tåre forlade mit øje. Kunne jeg for helvede bare have registreret dig … Jeg kunne være løbet, ned i biografen – den gamle Palladium, måske ind på H.C. Andersen-konditoriet, jeg kunne være vendt om på hælen, hvad ved jeg?

I stedet ser jeg dig nu lige ind i øjnene. De er fokuserede og vrede. Du står med kniven i hånden, den er rød af mit blod, og du stirrer på mig, som om du siger: ”Der kan du bare se. Der fik jeg dig fandme.”

Og det gør mig meget ked af det. Kender du fornemmelsen af, at man hører noget, uden rigtig at høre efter? Lyden af en myg ved øret, mens du sover? En bilalarm, der først registreres, da den bliver slukket? Jeg hørte dig faktisk, dine løbende sko, men jeg lever ikke et liv, hvor det er et alarmsignal. Det troede jeg i det mindste ikke, at jeg gjorde. Så løb du op foran mig, jeg så dig, jeg tænkte: Her er noget galt. Jeg genkendte dig, men jeg var ikke bange. Bare opmærksom. Jeg så til siden, da det skete, så på en ung fyr, der passerede mig, jeg prøvede med øjnene at undskylde hændelsen. Du var løbet op, og du greb fat i mig og drejede mig rundt. Og det er typisk mig at undskylde det, jeg ved det, undskyld. Så jeg mærkede jeg den sviende fornemmelse af kniven, der trængte ind i min hals. Du gør det forfra, hurtigt, du stempler min hals med din kniv, og først da opdager jeg, at det her er seriøst, og … jeg bliver simpelthen så ked af det. Jeg håber, at du en dag forstår det, at du mærker den smerte, jeg føler lige nu. Nej, selvfølgelig ikke den ydre smerte. Selve såret svier, men det viger i baggrunden. Jeg ser blodet stå som en tunge ud fra mig – og dig bag tungen. Jeg vælter hurtigt forover og mærker marmorgulvet på min kind.

 

                                      *                    *                    *                   

 

Dig. Verden drejede rundt om dig, første gang, jeg så dig. Det var i gymnasiet, vi mobbede ”sutterne”, der lige var startet på gymnasiet. Jeg: I sorte gamachebukser, forvasket hvid morfarbluse, hestehale, gummistøvler. Du: Hvid, plain t-shirt, cowboy-bukser, klassisk blue jeans style og cowboy-støvler. Du stod klart ud fra mængden allerede dér – med den der ”Omstigning til paradis”-stil. Og så var der dit blik. Du så pissetrodsig ud. Dine kammerater kæmpede for at undgå vandballonerne, og det så flot ud, som en capoeira-opvisning i moderigtige farver. Jeg hadede selv mode, alt modeagtigt. Der så jeg dig – tænkte: Vi to… Vi to. Det var uhørt, at en 1.g-dreng og en 2.g-pige var sammen, men jeg var ligeglad. Vi stod der på dansegulvet til årsfesten – du havde piftet dit dress op med en kam i baglommen, og jeg var helt ekstrem – i nattøj.

Der var vist mange, der anså mig for at være skør. Det var bare studentikost. Det var anti-mode, anti-with it. Jeg gad ikke det ræs og følte trang til at manifestere det med mit tøj – som også bare var en uniform. Det er også lige meget. Det er bare for at sige, at jeg var ligesom alle de andre, selvom det ikke så sådan ud.

Det var ikke kun mig, der syntes, du var sej. Dit korte, krøllede hår og dit lumre smil var ikke til at stå for. Og ja, dine jeans sad præcis, som de skulle.

 

                                      *                    *                    *

 

Gymnasiet … Kan du huske, hvad det var? Jeg spørger dig med øjnene, for jeg skriger, men lyden er kun en hvæsen, som får blodet til at strinte. Jeg ved det godt – at jeg skal dø. Jeg ved det, og det er det, jeg bliver så ked af. Jeg orker næsten ikke at spørge dig. Du kan alligevel ikke høre det – og … Det var bare ikke det, der skulle ske. Hvis jeg kunne, ville jeg bede dig lytte på mig.

Det var forstadsforsnævret, det gymnasium. Folk lå lavt i græsset, drak bajere i frikvartererne og var fulde i timerne. Ingen ville til tavlen. Første mand til at aflevere stilen er en skruebrækker. Jeg droppede den attitude. Gruppepresset var væk, efter at jeg havde mødt dig. Jeg ville ikke andet end at være sammen med dig. Forstår du det? Prøv at høre her.

Du greb mig. Det var dig, der greb mig. Ude på dansegulvet. Jeg stod og dansede med Jannik, absolut ufarlig, men havde gået til dans. Jeg havde på det tidspunkt set efter dig i tre måneder. Vi havde endda sludret om løst og fast, men aldrig om dagen og vejen. Altid om noget mere. Et typisk replikskifte kunne være:

Du: Har du noget imod, jeg maser mig ind foran dig?

Jeg: Den slags gør verden til at dårligere sted at være.

Du: Mellem dig og mig er der ikke plads til mere.

Jeg, grinende: Så mas for fanden, alt hvad du kan.

Hver gang var du så underspillet sjofel, at du hurtigt blev billedet i min yndlingsfantasi, altid som en quickie, min kjole op, dine blå, blå bukser ned og så tog du mig på et bord i kantinen, forfra med dig stående og mig siddende med mine ben klemt fast om dig.

Så var det, du greb mig. Du gled på knæ ind mellem Jannik og mig, da vi dansede, du greb min hånd, rejste dig og stak din tunge ind mellem mine tænder. Selv nu, lige nu, kan jeg genkalde den svage smag af tobak fra dine læber, men mest af alt, hvordan min krop bare overgav sig, alt strittede på mig. Jeg trak dig ud på et toilet. Det var sindssygt. Der var kun skillevægge mellem kummerne. Og derude … du kneppede mig, var hvad du gjorde. Ikke ligesom i mine fantasier, bedre, bedre.

Vi gik ud af toilettet, nogle hujede. Jeg var glad for første gang i lang tid. En ny usikkerhed indfandt sig. Jeg var ligeglad med tøj, image alt det. Nu måtte jeg eje dig. Stol på mig, når jeg siger (selvom du intet hører) at jeg var sindssyg. Den kraft, der blev udløst i mig var fuldstændig ustyrlig. Jeg ville have taget dig i munden foran mælken i Føtex, hvis du bad mig om det. Gjorde det næsten i et prøverum i Tøjeksperten. Men den aften – efter festen – gik vi hjem til dig. Du havde hele kælderetagen i en stort hus, der lå i den bedre ende af byen.

Jeg lagde mærke til, at der duftede sært. Måske af hash? Det, jeg forbandt med duften, var dekadence. Dengang syntes jeg, det var vidunderligt. Vi elskede hele natten. Du var mild og forsigtig, men hele tiden styrende. Om morgenen gik jeg, før du vågnede. Omtumlet tog jeg mit tøj på. Jeg kunne ved gud ikke finde mine trusser, så jeg droppede dem. Mit hjerte sang, og hele min krop summede. Sådan en skide dag i september var jeg for første gang lykkelig.

 

                                      *                    *                    *

 

”Husk nu,” siger jeg til dig med mine næsten tomme øjne dernede fra marmorgulvet, ”at jeg var lykkelig.” Dit ansigt ændrer sig ikke. Fordi du ikke kan høre mig. Dengang sendte du strøm gennem mig, når vores øjne fandt hinanden gennem centralgarderoben. Af en eller anden grund sagde vi det ikke til nogen. Det var en hemmelighed. Vi elskede på toiletterne, til du brølede. Jeg tror først, det var efter en uges tid, at vi talte sammen for alvor. Indtil da var det de der halve samtaler uden indhold.

Du: Prøv lige…

Jeg: Hvad som helst, min skat.

Du: Ok, så…

Jeg: Nej, jeg forlader dig aldrig.

Men det trængte sig på – at vi fandt hinanden på andre måder end gennem sex, ærlig talt. Jeg lå engang på din seng – en kæmpe én med en stor standerlampe hængende ind over. Du kunne godt lide lyset, når vi elskede. Det tog jeg som en kompliment. Du kom ned i hulen med en bakke morgenmad.

”Hvad laver dine forældre egentlig?” spurgte jeg. Du smilede.

”Hvad laver dine?” spurgte han tilbage.

”Min mor er gymnasielærer, min far er undervisningsassistent på Københavns universitet.”

”Så ved I alt hjemme hos jer?”

”Jeps. Vi smadrer et Trivial Pursiut, som piratfisk æder en bøffel.”

”Jamen så er det jo på plads.”

End of discussion, og vi spiste resten af morgenmaden i stilhed.  Det er klart, at den rene eufori, den totale sindssyge, der fik mig til at skrive sjofle ting på sms’en eller elske nøgen i regnen bag ved skolen gled hen i noget andet. En klassisk forelskelse, som fylder rigtig meget, men som dog giver plads til de basale ting – ”mad, bad og øl på fad” (husker du?) .

Jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad du lavede. Det der store hus, din hule af et værelse. Jeg begyndte at se efter tomme flasker i skraldespanden, bilerne i indkørslen, men jeg kunne ikke se noget underligt. Vi begyndte at ryge os smadreskæve, hver gang vi var sammen. Så elskede vi og stenede. Og den der fordampning af euforien gav plads for … et vist mål af kedsomhed. Misforstå ikke (lige nu er du nok ligeglad) jeg elskede dig. Jeg troede ikke, at en pige på 17 år kunne elske. Jeg troede, det var teenagehysteri. Sandheden er selvfølgelig, at intet gør så ondt i sjælen, som når man er 17. Du kan tro, jeg kunne elske. Men du kender sikkert også fornemmelsen, man får, når man har kysset i rigtig lang tid. Pludselig kommer man til at tænke på én, man skal ringe til, man lægger mærke til følelsen af den andens smagsløg. Sådan havde jeg det. Når vi lå og så Hestehviskeren, som du syntes var fremragende, var jeg undertiden nogle andre steder. Jeg fik dårlig samvittighed. Jeg ville gerne være hos dig, jeg følte lidt en sorg over, at sindssygen lettede. Engang vågnede jeg om natten og skulle tisse noget så forfærdeligt. Toilettet i kælderen var stoppet, så jeg listede mig for første gang oven på. Jeg havde kun en T-shirt på, og selvfølgelig støtte jeg nærmest ind i din mor, som også stod i T-shirt. Jeg begyndte at grine, men hun så ud som om, hun havde set et spøgelse.

”Hej,” sagde jeg.

”Nå. Så det er dig,” sagde hun og smilede lige før jeg skulle til at blive fornærmet. Hun fortsatte: ”Jeg troede aldrig, vi skulle se dig. Du er nærmest en slags hemmelig ven.” Hun gik over til køleskabet. Vil du have en øl?” Det var et sjovt spørgsmål klokken 2 om natten, men jeg var tørstig og stadig lidt postcoital, så hvorfor ikke?

Hun åbnede køleskabet hurtigt og nervøst, og grunden, tænker jeg, var åbenlys. Jeg tror, der stod seks flasker vodka i køleskabsdøren. Jeg så hurtigt over på et stort vægur og smilede. Hørte lyden af to øl, der åbnedes og så i uret refleksionen af dig. Da jeg vendte mig igen, var det tydeligt, at du ikke var glad. Jeg så for første gang en snert af det, du er fyldt op af nu. Jeg blev akut opmærksom på, at jeg skulle tisse, og så snart jeg havde lukket døren til toilettet, kunne jeg høre dig hvisle. Din mor begyndte at pive, og så lød der et klask, som jeg troede var fordi, hun faldt.

Da jeg kom ud igen, var der mørkt. Du var der ikke. Din mor var der ikke. Jeg så hende aldrig igen.

 

                                      *                    *                    *

 

Billederne flyver hurtigere. Tiden efter giver sig selv, gør den ikke? GØR DEN IKKE? Jeg tvivler på, du forstår noget. Jeg ser dig – bag billederne – vende dig om. Din sko drejer rundt i mit blod. Svin.

Der skete noget interessant derefter. Du blev sødere, godt nok, men det var mere … en udvikling i vores forhold. Er det ikke sådan, det hedder? Vi begyndte at tale om ting. Vi havde været sammen i et halvt år, og jeg var så ekstremt forelsket. Vi talte sammen om alt. Vi abonnerede på et plan-barn, som vi skrev sammen med, vi læste digte fra 1800-tallet. Byron, Blake, Poe, Baudelaire. Vi var formentlig dødirriterende, og det kammede selvfølgelig helt over, da vi begyndte at skrive digte selv. Til andet standpunkt brændte vi vores karakterblade i skolegården. Mine karakterer var raslet ned, men jeg var ligeglad. Så en dag i marts kom jeg hjem til dig og luften i din kælder var tyk af en form for tordenluft. Du gik rundt, så på mig. Du så dejlig ud med din smukke krop i en hvid T-shirt. Men du opførte dig som panteren i zoo – monomant trampende rundt i den samme cirkel. Jeg var sgu så glad for dig. Jeg tænkte bare, at ligesom med panteren, var du også lukket inde i forkerte omgivelser.

”Læs det her,” sagde du og rakte mig et stykke hvidt karton med din karakteristiske kalligraferede håndskrift, malet med en japansk pensel.

Ti brændende tigre spytter ud af mig

Orienterer sig rykvist

Og flår luderen op.

Det var ikke særlig rart at læse. Og det sagde jeg. Du gik direkte hen til mig og slog mig i hovedet med din knyttede næve. Du gik væk, mens jeg trimlede om. Der greb du mig alligevel ikke. Du vendte en omgang og løb hen til mig. Det var lidt sent, men du græd og undskyldte, du holdt mit hoved, og du duppede min næse, og jeg glemte næsten helt, at du ikke var sød.

Jeg sagde det ikke til nogen. Jeg tænkte, at hvis nogen fik det at vide, ville de kræve af mig, at jeg forlod dig. Og det ville jeg ikke. Du var ked af det og jeg elskede dig. Eller Byron. Jeg ved det ikke. Og det var synd for dig.

 

                                      *                    *                    *

 

Pis. Du trækker en tråd af blod op med din sko, da du går din vej. Og det er ikke en skid synd for dig.

Der gik en rum tid. Der var vi hos mig, i mit hus, på mit værelse. Mine forældre elskede dig, fordi du var en rigtig lille charmetrold. Og så gik det så pisseforudsigeligt, at bedst som jeg holdt op med at være bange for dig, så slog du mig igen. To gange på højre øre. Igen kom det bag på mig. Jeg glemte chili på din pizza.

DIN SKIDE PIZZA. Og ved du, hvad det allerværste var? At jeg elskede dig. Jeg kunne se dig gennem kantinen og mærke, hvordan hele min krop skreg på, at du skulle være inde i mig. Jeg har tygget så utroligt mange selvhjælpsbøger igennem, og jeg har forstået, at jeg prøvede at redde dig. Det føltes ikke sådan. Det føltes sådan, at jeg ville have dig. Jeg ville gøre alt for, at du kunne lide mig, men du havde hele tiden et lille filter, du ikke ville lukke mig igennem. Og nu … nu er jeg ligeglad med dit filter.

Den sidste gang du slog mig, bad jeg selv om. Jeg mener det. Jeg ville have dig til det. Vi havde været sammen i et år. Jeg havde været på ferie med mine forældre, og da jeg kom hjem var du mere utilnærmelig end nogensinde. Ude på toilettet til løvfaldsfesten på gymnasiet, bad jeg om en forklaring. Du prøvede at komme væk. Men jeg stillede mig i vejen. Jeg hev dig ind i en af båsene, lukkede døren og begyndte at give dig lussinger.

”Kom så!” råbte jeg, ”har du kneppet en eller anden? Er det det?” Du svarede ikke, men glippede med øjnene, som om du var bange. Jeg blev ved.

”Hvad så, Don Juan, hvem har du fedtet rotten hos?” Han stod bare og tog imod, indtil jeg stak et knæ i skridtet på ham. Så lykkedes det. Han tog mig i håret med en hånd på hver sin side af mit hoved og bankede det to gange ind i fliserne på væggen. Alt forsvandt, jeg faldt sammen og vågnede på en båre på vej ud mod en ambulance. Det var knap så dramatisk, som det så ud. Jeg havde fået en hjernerystelse og en flænge i huden. Så forsvandt du – helt. Jeg har aldrig følt så stor en smerte. Jeg var så ked af det. Jeg elskede dig, som kun en 18-årig pige kan elske. Jeg røg fluks i nattøjet igen. Alle vidste, hvad der skete, men jeg havde ingen at snakke med. Det passede mig faktisk fint, men det betød, at der blev stille i kantinen, når jeg gik derind. Du var væk. Jeg sørgede. Men jeg lærte at leve med det.

Fire år senere. Jeg var 22 og jeg tog på højskole i Ry efter et forsøg på at læse film- og medievidenskab. Jeg var smådeprimeret, fordi hele miljøet omkring universitet var så koldt og hårdt. Det var finket, albuespidst, næsebrunt og ærgerligt. Eller også kunne jeg bare ikke. Et højskoleophold var præcist, hvad jeg havde lyst til. Det var en fredag i august, og sidste time var blødt afrundet. Jeg lå sammen med Laura og Jonas på et tæppe i solen og læste.

Billedet slæber sig af sted og danner en slags slowmotion. Jeg ligger på maven, ser op over solbrillerne og ser dig komme svansende. I militærtøj og med spejlsolbriller, fandme. Jeg løb over til dig og hoppede op i dine arme, lagde mine ben omkring dig. Du smilede. Jeg tog dine solbriller af, og du smilede.

”Jeg har aldrig glemt dig,” sagde du. Jeg svarede ikke. Jeg havde travlt med at kysse dig over hele ansigtet.

Vi gik en tur. I fire timer gik vi rundt. Du var soldat på en kaserne tæt på. Du havde snakket med mine forældre, som aldrig havde fået noget at vide om, hvorfor vi slog op. De fortalte, hvor jeg var.

”Er der plads til en soldier i dit liv?” spurgte du.

”Der er en hel kaserne.”

”Fyldt med liderlige soldater?”

”Fyldt med én liderlig soldat.”

”Undskyld. Jeg gjort ting ved dig, jeg aldrig kan tilgives for.”

Jeg slap dig for første gang. Trak min skuldre op om ørerne og foldede armene, men vi drev rundt i Ry. Jeg havde håbet, at mindet kunne være blevet holdt allerbagerst i hukommelsen.

”Ja, du har.”

”Jeg har været i terapi. Jeg har fundet ud af, hvorfor jeg var sådan.”

”Du misforstår mig,” sagde jeg.

”Jeg slog dig, for helvede.” Din stemme knækkede. Tårerne stod ud af øjnene på dig. Du gik der i din uniform, med baretten i hånden og håret skruet rundt i en anderumpe og græd. Lækkert. Sårbart. Uh, altså. Jeg slæbte dig op på værelset og mine værelseskammerater valgte at sove andre steder. Jeg var som en afvænnet junkie, der lige har fixet 100 procent ren heroin. Jeg kunne have ædt dig. Jeg mener det.

Vi sås i weekenderne derefter. På samme måde. Hjemme hos mig eller hjemme i din kælder. Jeg var så glad. Jeg havde ingen venner. De få, jeg havde skrabet sammen, syntes, jeg var så åndssvag, at de skred. Jeg havde alligevel ikke tid til dem. Og så blev jeg færdig på Højskolen. Jeg fik tiltusket mig en andelslejlighed i Skydebanegade på Vesterbro og fik arbejde på en café. Du kom stadig på besøg i weekenderne og vi var nøgne, mens vi var sammen. Og så mærkede jeg den der træthed igen. En slags kvalme. Jeg kunne godt få nok af nærhed. Jeg sagde ja til vagter i weekenderne. Flirtede måske endda lidt. Vi var sammen, et par, alt det der, men besættelsen var forsvundet. Jeg lagde mærke til din dårlige ånde om morgenen, så bremsesporene i dine underbukser. Og det var helt o.k. Men i takt med det, forsvandt du lidt for mig. Du trak dig tilbage igen. Du ryddede ikke op. Når jeg brokkede mig over det, svarede du ikke. Så blev det til, at du tog dig en mad, mens jeg stod og rørte i gryderne, hvilket betød, at du ikke var sulten, når vi skulle spise. Du kunne finde på at blive væk hen over natten uden at sige det. Og igen. Det gjorde ondt. Vi blev to ensomme mennesker, der boede sammen.

En dag blev det for meget for mig, og jeg fik den der vilde trang til at provokere dig igen. Jeg tog dine madder fra din tallerken og smed dem i skraldespanden.

”Hold nu op, din luder,” sagde du. Jeg mærkede angsten for at blive slået ramme mig i rygsøjlen. Men du rørte mig ikke. Du smurte dig en ny mad og satte dig foran computeren og åd den. Du skruede lyden op, så jeg kunne høre dine små pornoklip gjalde gennem stuen.  

Den slags blev du ved med. Hele tiden. Du tog damer med hjem. Idiotiske piger, du havde samlet op på McKluud’s eller Spunk eller hvor fanden nu. De faldt jo for det samme som mig. I sad i stuen og grinede, mens jeg lå i soveværelset og græd. Jeg burde have losset dig ud. Men jeg ville jo have dig. Det var sorg mere end raseri, der fik mig til at græde. Du rørte dem aldrig. Men de var forgabte i dig. Det var klart for enhver.

Ligesom at jeg provokerede dig, så provokerede du mig. Dråben var, da du en nat vækkede mig. Helt forsigtigt aede du mig over kinden.

”Skat?” hviskede du. Jeg blev helt vildt glad. Det er plat. Jeg tilgav dig alt. Jeg tænkte: Nu bliver alt godt. Der skal ingenting til.

”Jeg skal vi se dig noget,” hviskede du, mens du pegede over mod stuen. Du hjalp mig op af sengen og førte mig ind i stuen. Inde i sofaen, MIN sofa, sad en pige. Hun var nøgen og havde lagt sine spredte ben op på bordet. Med hænderne trak hun sine skamlæber til side. Det var en total lammelse. Pigen så sløv ud, dopet. Jeg gik ud i køkkenet og greb vores køkkenkniv.

”UD,” råbte jeg til pigen, mens jeg truede dig op i et hjørne i stuen. Pigen stillede sig op foran os, lidt tøvende.

”Jeg skal have mine penge,” sagde hun.

”Vent udenfor,” sagde jeg, mens en simpel plan tegnede sig i mit hoved. Hun gik ud af hoveddøren, og jeg vendte hovedet mod dit. Jeg stak knivspidsen helt ind mod halsen af dig. Dine øjne viste for første gang noget andet end lykke og mørke. Du var bange.

”Nu går du,” sagde jeg. ”I morgen klokken 12 står dine ting udenfor. Dem henter du. Og så ser jeg dig aldrig igen. Giv mig din nøgle.” Du smilede lidt.

”Nix,” svarede du. Jeg lod kniven dreje opad mod din hage, og jeg pressede til. En dråbe blod piblede ud og løb ned langs æggen. Du fumlede i din lomme og kastede et nøglebundt ned på gulvet. Så trak jeg dig nærmest ud til hoveddøren og pressede dig med kniven ud, ud til din klamme luder. Jeg lukkede døren og luftede ud.

 

                                      *                    *                    *

 

Du var mit livs kærlighed. Selvfølgelig var du det. Jeg elsker dig ikke mere. Måske elskede jeg dig stadig en lille smule for 30 sekunder siden. Jeg har hørt, at det værste ved at dø er ensomheden. Det er ikke rigtigt. Jeg kender ensomheden. I syv år efter turde jeg ikke rigtig gå nogen steder. Billederne flimrer hurtigt forbi. Fire måneder efter: Min mor ringer til den psykiatriske skadestue. Det var let. Jeg blev diagnosticeret med en angstneurose. Jeg talte aldrig om, hvorfor den var der. Jeg mener – jeg havde jo læst selvhjælpsbøgerne. Jeg skulle tage afsked, sige farvel. Det var ikke min skyld. Du havde en sygdom. Jeg skulle tage ansvar. Hvor lang en liste skal jeg lave? Jeg kom tilbage til min lejlighed. Tog en gang om ugen i Netto efter aftale med min terapeut. Så to gange. Og ja – jeg kom til hægterne. Men aldrig ovenpå.

Jeg blev socialrådgiver på et hospital, og nej – jeg tror ikke, det var for at hjælpe dig eller folk, der lignede dig. Det var for at holde øje med dig. Eller mig. Jeg hader dig. Jeg ligger her. Jeg ser dig som det sidste gennem en rød tåge.  Husker dig, alt alt alt ved dig og din fucking miserable lorteskæbne. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde mødt dig. Jeg hader dig så inderligt. Jeg havde tilskrevet det mit uheld, at jeg rendte ind i dig. Jeg er endda kommet så langt, at jeg kan mindes dele af vores tid sammen med et skævt smil. Det har taget mig ti år at komme dertil. Jeg havde accepteret, at du bare var sådan. Jeg har kæmpet med at komme ud af den skygge, vi skabte. Jeg havde tilgivet dig. Havde tænkt, at du har en god kerne, at du faktisk vil det bedste.

Henrik er læge. Henrik er fanatisk vegetar. Henrik er far til mine børn. Lige nu venter Henrik på, at jeg kommer hjem med mad – fra Irma selvfølgelig – så han kan tage på vagt. For en eller anden skal jo være hjemme hos børnene. Elmer skal starte i skole. Vi holdt ham et år. Trine har næsten lært at sige krokodille. Dododille.

Du var ude af mig, manet ud ved en kæmpe kraftanstrengelse, og så blev du alligevel min skæbne. Alle de kræfter jeg brugte på tilgivelse … Det værste ved døden er ikke ensomheden. Det værste er den ensomhed, man efterlader andre med.