Jez relax

Det kan ikke ske … Ikke for mig. Det er dumt, det her. Jeg går i panik. Jeg ser op, hvordan solen tegner striber gennem vandet. Det ser jeg først nu. Poul sidder oppe på hotellet, sikkert med rynkede bryn, mens han stirrer på computeren. ”Lidt arbejde med,” sagde han. Rend mig. Han har siddet med aircon’en på i fem dage. Det var ikke meget dykkerferie. Vi tog begge dykkercertifikat ved Great Barrier Reef for to år siden.

Jeg er frygtløs. Jeg har bungee-jumpet, paraglidet, basejumpet. Jeg kan flyve et topersoners Cessna-fly. Jeg har endda forsøgt mig lidt med friklatring. Jeg tror, det var det, Poul faldt for. I hvert fald er hans venners kærester for kedelige. De skrider fra NASA eller Mile High Club før klokken tolv. De tør ikke møde svigerfamilien med tømmermænd, fordi alting skal være så perfekt. JEG er fem og tyve år. JEG har en røv, der siger goddag til Danmark. JEG KAN IKKE DØ!!!

Men jeg kan ikke finde hullet i korallerne. Jeg har ledt i otte minutter, jeg havde regnet med at finde det efter to. Der er ikke mere ilt i flaskerne.

 

                                      *                    *                    *

 

Min storesøster, Terese, fødte en søn ved årsskiftet. Nu – fire måneder efter – er hendes røv stadig stor. Hun har droppet makeuppen og sidder i sin skide læderstol med løst, gråt joggingtøj og ammer, så mælken siler ned ad skindet på stolen. Helt ærligt. Det er en Arne Jacobsen-stol til 75.000 kroner.

”Det er lige meget med stolen. Det her,” siger hun og peger ned på afkommet, hedder Jens Peder, opkaldt efter vores farfar, ”er den ægte vare.”

SÅ LAD VÆRE MED AT KØB SÅDAN EN STOL … for fanden. Og min mor og far hænger over ungen til familiemiddag om søndagen, som om det er det, verden pludseligt drejer sig om. Jeg har brug for, at vi snakker om min forretning – jeg kører import/eksport af nyt møbel-design – med en butik på Gammel Mønt – men de gamle står bare over ungen og forestiller sig, at det hele kører at sig selv. Da vi kom hjem fra hospitalet, dengang min søster havde født, havde Poul gudhjælpemig fået rugekuller. Det er alle steder, man vender sig, så synes folk, man skal have børn.

Skal man have børn, når man er fem og tyve? Her står jeg – forretningen kører uhørt fedt, efter jeg har fået min snabel ned i My Couch i London og Saturated, New York.

 

                                      *                    *                    *

 

Hvad gør jeg? Jeg krænger flaskerne af ryggen og tager den sidste runde. Jeg banker hånden op mod koralerne. En gang. To gange. Det gør så ondt i hænderne. Det brænder. Jeg vender om i vandet og sparker. Ingenting. Fuck. FUCK! Fuck fuck fuck. Mine mavemuskler trækker sig hårdt sammen for at trække luft ned.

”Jez relax,” sagde Zack, da vi tog dykkercertifikatet i Australien. Hvis man ikke havde luft i flaskerne, så tag dem af og ”jez relax”.

 

                                      *                    *                    *

 

Farvel, far. Når jeg tænker på dig, får jeg en varm fornemmelse af et varmt menneske. Jeg ved godt, du var meget væk, da jeg var lille. Men du kom altid hjem. Du kunne altid få mig til at slappe af. Er du det menneske, jeg respekterer allermest? Jeg tror det. Kan du huske dengang, far, vi var i Disneyworld og jeg var ved at gå amok, fordi jeg ikke kunne finde ud af at spille minigolf. Den skide klovn lukkede munden hver gang, mine bolde trillede ned af det grønne filt. Jeg slog Terese i ryggen med golfkøllen, fordi hun drillede mig. Jeg græd, men du tog fat i mig, stillede dig bag ved mig og holdt mine arme. Du sagde: ”Slap af. Træk vejret med klovnen. Og vi stod der og trak vejret ind, og jeg kunne dufte din eau de cologne, og bag ved den din huds harske lugt. Jeg faldt til ro og forstod, hvornår jeg skulle slå. Det var let. Så let. Du grinede. ”Man skal kende sin besøgstid,” sagde du. Jeg elsker dig.

Når vi sidder ved mahogni-bordet inde i den bagerste stue, sammen og studerer virksomhedsplaner, kontrakter, tre-årsplaner. Vi laver justeringer, vi skændes, diskuterer, vi tager beslutninger. Så står du bag mig, du ånder din ånde, og jeg trækker vejret og tænker, at jeg skal kende min besøgstid.

 

                                      *                    *                    *

 

Terese … Jeg har aldrig stolet på dig, fordi jeg aldrig har stolet på mig selv. Du har altid burdet så meget, at alle omkring dig er stået af. Det var svært at være en pige på ti år med krudt i røven, der blev indlagt til at se dig og Bastian ride gennem et dressur-program. Hver gang var det: Du ved, det betyder meget for Terese, at du er der.. Når jeg sad og myrede rundt på stolen, satte du dig ved siden af mig og lavede lektier. Ikke en lyd sagde du, i flere timer sagde du ikke en fucking lyd. Og hvorfor går du med hårbøjle nu? Og hvorfor skulle du have et barn? Lennart har jo bare lagt sæd til dit projekt. Det er svært for mig, det her. Jeg dør nu, og jeg kan ikke elske dig. Er det mors skyld?

Jeg ser rundt en sidste gang. Lyset slår ned i vandet, hvide striber, der lyser det klare vand op. Det regner med lys. Jeg giver op.

Mor siger: ”Jeg sagde det jo. Selvfølgelig. Du har altid været for uforsigtig. Hvorfor skal du bøve? Hvorfor skal du bøle? Du hænger i gardinerne. Se nu på din søster.”

Du skulle have holdt din kæft, mor.

Mor … Mor, for helvede. Jeg kan ikke sige farvel til dig. Endnu.   

Poul. Gode, gamle Poul. Poul, som er så sød, fordi det er godt at være. Som kan lave sin egen sushi. Som altid kommer lidt for sent. Som aldrig slukker sin mobil. Som altid slikker en lille smule røv på en overordnet. Du sender mails til dine kolleger om natten, du inviterer dit ”netværk” med hjem. Kan man være sød samtidig? Man kan i hvert fald gøre meget ud af at prøve. Og der ligger du ikke på den lade side. Du er altid veloplagt. Jeg dør, min gud, jeg dør. Det er dommens dag. Jeg elsker dig. Vi har alle vores fejl. Du har dine. Men du synes, jeg er pæn, og din til enhver tid stive pik understreger sandheden i det. Du giver mig morgenmad på sengen, når jeg har været fuld. Og du nævner aldrig, at jeg er præmenstruel. Det er store kvaliteter. Det er halvanden måned siden, at vi holdt bryllupsdag. Du lavede sushi, og jeg er ikke vild med det, men der var god vin i glassene og stuen var dejlig varm. Det var mig, der tog dig. Jeg havde ingen trusser på. Det kan du ikke stå for. Sushi og amarone er svært at få af egetræsplanker, men ikke en dråbe af din sæd løb ud på gulvet.

Der er noget, der dæmrer. Inde fra midten af mig – ikke fra min hjerne, men fra min sjæl – sker der en udsondring. En del af mig rives væk og siver langsomt nedad, nedad, ned i mit underliv, hvor det finder et nyt hjem i et nyt liv. Ingen ved noget. Jeg ville tage over på Hamlet, betale og få det fjernet. Men det er mit barn. Det lever, det er min skabning. Og pludselig går det op for mig, at den lille skabning, jeg har indeni, ikke kan dø før jer. Jeg er det lille barns vært og må leve videre, så det nye barn dør sidst.

 

                                      *                    *                    *

 

Mor – kan du se problemet nu? Jeg har ingen tilgivelse for dig. Dette er dommens dag. Og jeg mærker kun forundringen over, at du dør nu, og at jeg aldrig skal se dig igen.

Du havde to børn. Et godt barn og et vildt barn. Det vilde barn havde tegnet en tegning til dig. Hun havde gjort sig umage, fordi hendes mor ikke kunne lide hende så godt. Det vilde barn havde tegnet en mor, der lavede pandekager. Du købte nogle gange en pakke og varmede dem i mikrobølgeovnen. Moren på papiret lavede dem selv. Men det VAR dig. Det var min mor. Og der var skyer og sol og måne. Og jeg havde ikke tegnet hen over linjerne. Og jeg vidste, at jeg kunne tegne. Rigtig godt endda. Det vilde barn var god til noget.

Du sidder i en gyngestol og læser, jeg sidder i sofaen og tegner.

”Mor?”

”Mor?”

”Mmmmh?”

”Jeg har lavet en tegning til dig.”

”Tak, skat.”

”Prøv at se.”

”Lige om lidt.”

”Nej nu.”

Og så kigger du på den. Du smiler og for første gang ser du mild ud i ansigtet. Du ser på mig med søde øjne.

”Jeg laver pandekager,” konstaterer du.

Mit lille hjerte hopper af glæde. Hvorfor forstår voksne det ikke? Hvordan de kan bore knive i deres børn, eller forvandle dem til små bundter af lykke. Du viftede med din tryllestav og jeg dansede. Og dine øjne gled forbi mig, hen ad gulvet og op i sofaen. Jeg vendte mig og kiggede med. Så vendte jeg mig tilbage igen. Og modtog en syngende lussing.

”Du har jo tegnet i sofaen, for fanden!”

Du rejste dig demonstrativt op og hentede et eller andet middel, du sprøjtede på. Jeg må have stået der i lang tid, for pludselig stod du der igen. Du pjuskede mig i håret.

”Undskyld. Men det er så typisk dig, at du skal sværte sofaen til med tusch.”

Du kan ikke dø efter mig. Jeg vil se dig forsvinde først. Min krop bliver slap og jeg glider gennem vandet op under revet. Men jeg er ikke død. For jeg kan ikke dø. Min mor skal sige undskyld.

Poul, dit barn er i min mave. Prøv at se dit barn, Poul. Det er så rart, når din sæd løber ned ad mit ben, men for en måned siden løb der ikke noget sæd. Jeg var ikke klar over, at vi skulle have det. Du vil gerne, det ved jeg, men du er sgu også så forelsket. Jeg er bange, Poul, for at jeg ikke er nogen god mor. Jeg vil ikke slå mine børn, men måske gør jeg det alligevel. Og karrieren, Poul, hvad med den? Selvom vi deler barslen. Der er ingen, der kan tage over hos mig. Jeg har intet fortalt dig, fordi jeg ikke troede, at barnet skulle fødes. Nu står det klart for mig, at jeg jo ikke kender det barn. Det kan jeg ikke tage afsked med. Og Poul, du dør efter mig. Jorden går under. Og du dør nu. Du kan ikke overleve mig. Du kan ikke leve længere end et ufærdigt barn. Det er logisk. Hun er yngre end dig. Og Terese, du dør, fordi gud ser, at du fortjener det mere. Lynet rammer dig, sorry, men lynet rammer dig og slår dig kulsort til jorden, for ingen er mere værdig til at leve end et lille barn. Ingen kan elske det barn mere end jeg. Og ingen kan slå et så elsket barn ihjel. Så du dør før mig. Og far er død nu. Han er afsluttet i mig. Det var godt, du var der. Jeg havde elsket mit barn anderledes, hvis ikke jeg havde kendt dig. Nu er mig, der skal se mit barn løbe ned mellem striberne af gulerodstoppene i nyttehaven. Jeg kan ikke dø, før min ånd er genfødt i et andet menneske. Og alle de børn, der ikke bliver undfanget skal leve længere end I andre.

Alle før mig skal dø. I dør nu. Jordskælvet jævner dig med jorden, Poul, det ryster kødet fra dine hofteskåle. Far, dit hjerte holder op med at slå. Mor græder, for hun forstår ikke, hvorfor det er retfærdigt. Og når brødristeren rammer vandspejlet er det også ligegyldigt. Terese og Jens Peder, det piner mig, men som solen rammer jeres kroppe bliver I til støv.

Alle før mig dør I, for jeg skal være den sidste. Og jeg dør om lidt.