Kirsebær

Tel Aviv – der er blot gået tre dage af min ferie her, og nu står det hele i flammer. Jeg har det som om jeg står alt for tæt på en tv-skærm. Det hele pixelerer, det flimrer rundt. Jeg ligger ved kantstenen ude foran Diesengof-centret, og siden af min brystkasse gør vildt ondt. Jeg bløder. Det er måske tolv sekunder siden, at en bus holdt her. Jeg har været inde og shoppe – nu … Der ligger mennesker og bløder alle steder.

”Help me, please,” siger en kvinde. Hun holder sit barn i armene. Men barnet mangler sine ben. Mine tårer løber.

”Jahve, shalom in jevot,” skriger hun. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg kigger væk. Alting skriger her. Sirener, børn, kvinder. Mænd. Alt råber harmdirrende om hjælp. En mand kommer gående med faste skridt gennem mængden – det er den eneste, der står op. Alle andre er i gulvhøjde. De er enten døde, sårede eller hjælper de sårede. Men ham her går. Hen mod mig. Han åbner sin skindjakke og afslører et slags bælte, der er lavet af gaffer-tape, som holder nogle lysebrune klodser fast omkring ham.

Det er en bombe. Bomberne kommer tit i to hold. Manden har en bombe. JEg er dødsens bange for ham.

*                    *                    *

Vi bor i Tølløse, min kone og jeg. Vi bor i et nyt hus, på en ny grusvej. Vi har udsigt over markerne. Der er smukt på denne årstid – januar – i Tølløse. Sneen ligger over landskabet og gør det tidløst. Er det stenalder eller atomalder? Det kan man ikke se. Solnedgangene er så smukke, at Trish og jeg har fyldt et fotoalbum med solnedgange. Trish arbejder derhjemme med design af sjaler. Jeg tager hver dag toget til København for at arbejde på et turistbureau. Jeg er uddannet sociolog, men jeg kom ret hurtigt ind i et analysefirma. Der lavede vi nogle markedsundersøgelser, og så blev jeg spurgt af det her rejsebureau, om ikke jeg kunne tage ud på rejsemålene og se, hvilke kundetyper der kunne være interesserede i at tage derhen. Det er så noget med at se på, hvem der vil have lejligheder, og hvem der vil have hoteller, hvem vil have komfort, hvem vil have natur uden for døren. Hvem kan lide små mundblæste cognac-glas, hvem kan lide træ-liggestole. For selvom alle tror, det er et spørgsmål om prisen, så er det forkert. Det er et spørgsmål om, hvad folk vil have. Folk betaler gerne 2.000 kr. mere for et billigere sted, hvis de tror¸ det er mere luksuriøst. Det er ikke træliggestolene, der slår bunden ud af hotelbudgettet. Sådan en koster nemlig det samme som et sæt godt bestik. Men de fleste nævner liggestolene, ikke bestikket, når de skal forklare, hvor luksuriøst stedet er. Og det handler ikke om klasseskel. Der er masser af grønsegmenterede, venstreorienterede fritidshippier, som langt foretrækker at få lov at gå på markedet for at købe deres grønsager og så lave mad selv på gaskomfur eller endda ildsted.  Det er jo langt billigere at udleje, end hvis der skulle være alle moderne fornødenheder og et supermarked lige nedenfor. Og den ekstra spadseretur til markedet og trapper af mursten frem for elevator – det betaler de ekstra for. Så for rejseselskaberne er der masser at penge at hente for den viden, jeg så har.

Vi har tre børn, Henry, Rose og Sven – Svend er kun fire måneder gammel. Manden er nu tre meter fra mig. Han ser vild ud. Jeg råber: ”Stop him. He’s got a bomb!” Flere omkring mig skriger og ser ham. Han griner videre. Han er stadig den eneste, der står op. Det her klarer jeg ikke.

Vi flyttede til Tølløse, fordi vi syntes, at børnene skulle have græs under fødderne. Der er så smukt i Tølløse. Vi flyttede fra Østerbro. Vi havde søgt efter et sted at bo i lang tid, og huset i Tølløse var perfekt. Trish ventede Rosa, og vi faldt for det med det samme. Det er et gammelt bondehus, og det står flot, hvidkalket og med sort bindingsværk. Det trænger til en kærlig hånd, men jeg tror godt, jeg kan være temmelig handy, hvis det skal være. Vi er ikke kommet i gang endnu, men i sommerferien regner jeg med at indtage byggemarkedet. Alting inden i huset er perfekt. Et plankegulv af egetræ og de originale døre, ikke så højt til loftet. Der er mange rum – et til hvert af børnene og et stort rum til Trish, som hun har sine ting i. Det er fedt nok. Der er så et enkelt rum, hvor der er problemer. Det er vist et gammelt bryggers, men der er et gammelt gulvtæppe på derude. Det har vi ikke fået taget os af endnu. Der er så en skade i fundamentet, som gør, at der godt kan trænge vand op i gennem gulvet. Det lugter ikke så lækkert, fordi gulvtæppet rådner og specielt efter et godt regnskyl, løber der meget vand ud. Men jeg har indtil videre lukket døren og lagt nogle viskestykker i sprækken mellem døren og gulvet, så der ikke kan løbe så meget vand ind. Jeg må få set på det.

Morten og Kirsten der bor overfor har et nybygget hus i sådan en gammel fiskerhus-stil. Han var imponeret, da vi købte huset.

”Er du så sådan en handymand?” spurgte han, ikke uvenligt, da vi første gang hilste på hinanden. Jeg nikkede bare og grinede.

”Jeg har jo selv bygget vores hus,” fulgte han op. Så var der lidt tavshed.

”Nå,” sagde han så, ”hvor er jeres bil?” Han kiggede virkelig rundt. I hans garage stod en Peugeot Partner og jeg så mig omkring og opdagede, at det havde alle de andre sgu også. Og en trailer. Jeg har ikke engang noget kørekort. Det er lidt hårdt, når man skal købe ind, for der er knap en halv times gang fra Super Brugsen.

Da vi havde boet der et stykke tid, kom Morten igen.

”Nå, hvad så? Har I fået set på fundamentet?” Han så bekymret, ikke skadefro ud.

”Nå, ja. Vi fik jo et afslag, så der var penge til at lave det,” svarede jeg. Men vi har altså ikke helt fået set på det.

Manden trykker nogle numre på sin telefon. Jeg møver mig baglæns. Jeg vil ikke dø nu. Jeg vil godt se på det fundament igen.

Trish har sagt sit job op. Hun arbejdede på Handelshøjskolen som lærer i amerikanske forhold. Vi mødte hinanden på studiet, hun var udvekslingsstudent. Hun har en fantastisk baggrund med rødder i New Orleans. Hendes far er sort rejefisker og hendes mor er sådan en hjemmegående sort dame som hende fra Tom og Jerry. Det har været nogle rigtigt spændende rejser, vi har haft over til hendes forældre – og det er enormt givende at være sammen med et menneske, som har sådan en historie at byde på. Mønsterbryder. Hendes oldefar var en af de sidste slaver, der blev frigivet. Fantastisk.

Manden smiler til mig. Han bøjer sig ned mod mig.

Trish sagde i sommer, at vi var fremmede for hinanden. Jeg svarede, at det var det, der gjorde, at jeg elsker hende.

Jeg forlod Bali efter endt undersøgelse halvanden dag før et hotel sprang i luften. Trish flippede helt ud. Jeg forstod hende aldrig rigtig, for det er jo det eneste, der nogensinde er sket i den stil. På Bali. Det er en god ø. Indbyggerne er gode til at give alting den der lidt håndværksprægede stil. Maskerne går som varmt brød. Jeg kommer til at tænke på den fyr, Pascal, jeg mødte dernede – i baren på mit hotel – et Hilton. Pascal drak Galiano shots. Det var nok derfor, jeg lagde mærke til ham. Det er en likør, som er rimeligt klistret, men han drak sådan en flaske, en halv liter, hver aften. Jeg snakker sjældent med folk, som ikke er i hotelbranchen, men ham her var ret sjov – og interessant for mig. Han havde besøgt hele verden.

”I ’ave seen ze world,” sagde han. ”Ze world iz like Galiano. It iz zweet and nice. Santé!” Jeg spørger lidt ind til, hvor han kommer fra – Bretagne i Frankrig – og hvad han laver. ”Buzinezz, førrniture,” svarer han og drikker et shot mere. Han begynder endda at få kaffe i og flødeskum på toppen, så det smager som da jeg var ung.

”Let me show you zis city,” siger han. Han er charmerende, og han man finde nogle nye steder, som man kan anbefale i brochurerne, så er det helt i top. Så vi træder ud under Balis mørkeblå himmel. Det er varmt, men der er den der afkølede aftenbrise, der altid gør troperne så charmerende. Det noterer jeg mig. Og så tager vi en taxi ud i natten. Det første stop er en almindelig bar. Vi bliver betjent af nogle kvinder, som er ret nærgående, men hvad fanden. Vi får et par drinks, og det er Pascal, der giver. Det går stærkt. En af damerne er ret sjofel, men elegant. Hun tager et kirsebær ind i munden, stilk og det hele, mens hun sidder og ser på mig, tygger hun langsomt. En lille dråbe af saften kommer til syne i hendes mundvig. Og så åbner hun hele munden. Først bliver jeg forskrækket. Hele hendes mund bløder. Blodet vælter ud af munden på hende. Men så – er det bare saften fra kirsebærret, der løber, og ud af munden på hende kommer stilken med en knude på. Jeg er imponeret. Og rystet. Så trækker hun sin bluse lidt ned. Hun har små fine bryster. Ikke som Trish’, men den slags har aldrig set mig så meget. ”This is real,” siger hun med tyk accent. Jeg griner og nikker til Pascal, som nikker mod udgangen. Vi spadserer videre – nogle gader ned. Jeg er utilpas og vil gerne hjem, men Pascal insisterer. ”Eez jez around ze corner, my friend,” siger han og tager mig i armen. Det er rart. Hans hånd er varm gennem min skjorte. Vi går ind på en bar, hvor en indfødt fyr i matrostøj tager vores jakker. Jeg er rundt på gulvet og vil gerne have noget vand. En dame vil danse. Hun hiver mig op, jeg danser. Fordi jeg forstår hende og musikken. Hun tager mig ved armen og fører mig hen til bordet sammen med Pascal. Han sidder og snakker med en tjener – også i matrostøj. Ude på gulvet træder en fyr frem. Han tager sit tøj af i et ryk. Damen ved siden af mig gisper. Hun tager min hånd, og lægger den ned i sit skridt. Det er ikke en dame. Det er en mand. Hun har bryster, men det er en mand. Jeg stavrer udenfor, ud i mørket, som er helt tæt.

”Sir, sir, you forgot something,” siger damen og smiler. Jeg løber. Alting pixelerer. Ligesom det gør nu. Mandens tænder skinner i solen.

Man får god behandling af de steder, man besøger. Jeg har dykket efter portugisiske orlogsmænd – sådan en type brandmand, som skulle være ret farlig. Jeg har spist kuglefisk i Japan og kakkelakker i Sydamerika. Jeg har været på flere safarier – jeg blev smidt ud af Kenya sidste år – det danske udenrigsministerium opfordrede alle danskere til at tage væk. Men de forstår det ikke. Kenya er et dejligt land. Kuglefisk smager dejligt og orlogsmænd er smukke, når de duver i et hav, lyst op af en eftermiddagssol.

Jeg nåede fjorten destinationer sidste år. Endda Ny Guinea. De er ikke helt klar til turisme endnu. Men jeg fik ti dejlige dage dernede.

Jeg elsker det hele. Jeg elsker alle de smukke steder. Jeg elsker, at hele verden er åben for mig. Jeg elsker min kone Trish. Det er en af de sidste gange, jeg skal ud at rejse. I hvert fald i så lang tid. Eller måske kan jeg godt engang i mellem i lidt længere tid. Men ikke til farlige steder. Jeg forstår det bare ikke. Jeg var inde hos en barber i går. Hotellets barber. Han var araber, men superflink.

”Arabs, jews. They should live together, no problem.” Hvad er problemet?  Han siger noget, ham fyren. Han står over mig med sit bombebæltet. Hvad er det, han siger?

Trish siger, at vi skal flytte. At hun er træt af at bo i Tølløse. Jeg synes, der er smukt. Jeg glæder mig til at komme hjem. Det er ligesom at være på ferie.

”This is real,” siger han, araberen, der står over mig. ”This is real.”