Muren

Man ved det aldrig helt, når man presser stemplet i bund. Man har en forventning, som allerede starter, når man knipser til sprøjten for at få luftboblerne til at stige til vejrs. Allerede dér er det lækkert. Som at klæde en gudinde af – med forventning om, at lige om lidt skal man elske med hende. Hendes brunhvide bryster, kjolen, der hænger lidt fast i venstre brystvorte, før den glider ned om hendes hofter.

Spørgsmålet: Har hun trusser på? … bliver besvaret, når kjolen glider ned om anklerne, og hun træder ud af den. Hun smiler. Du ved, hvad der skal ske, men du ved ikke hvordan. Det er sådan en fin lille ting i livet. Alle de kvinder, jeg har kendt, blev til gudinder på den måde. En enkelt boble stiger måske op gennem karamelsovsen. Det er så fint. Det vidste jeg allerede for ti år siden, da vi sad og så Pulp Fiction og John T. fixer sig op. Skeen, nålen. Vi sad alle, selv knoldesparkerne i Sønder Bøvelse, de fattige i Afrika, og frydede os forventningsfuldt.

Man lader nålen glide ind i åren. Hvis det gør ondt, har man ikke ramt rigtigt. Allerede da er samlejet i gang, og selvom man rammer lidt forkert, er det stadig rart. Det er ikke fuldendt, men hvad fanden. Vi knepper så tit, så mon ikke det næste knald også er godt? Så nogle gange kommer man for tidligt, det gør måske lidt ondt, man skal skynde sig. Der kan være meget i vejen. Men man elsker hende, man vil altid være sammen med hende, man opfylder hendes ønsker, slikker hende igen og igen og spørger – selv når hun ligger udknaldet, træt og smilende – om man skal slikke lidt mere. Det er så smukt.

Man presser stemplet i. The point of no … return. Det rykker nu. På toppen af bakken er udsigten god. Man nyder den, ser de ting, de strukturer, man ikke før har set, men det fede, det virkeligt fede, det kommer, når man lægger sig i æg og lader farten opsluge sig. Fra toppen af bakken er det den eneste mulighed. Man venter. Hvornår begynder hjulene at rulle af sig selv? Der er kun en vej. Det er ned. Man er inde i hende og bøjer hovedet bagud.

Så kommer suset. Der hvor alle nerverne er fokuseret på oplevelsen, bungee-jumpet, der er grænseoverskridende. Igen igen. Altid. Igen igen. Vi gør det hele tiden. Tatoveringer, skiture, smøger, sex. Ah sex. Igen. Igen. Man er i nuet. Man tænker ikke. Det er herligt. Man oplever bare. Sluger sækkevis af hård, rå nydelse, så meget man kan drikke. Nogle gange tænker man: Holder det aldrig op? Det er rart, men tænk hvis det aldrig holder op? Hvis tilstanden bliver der, stakåndet, øjne på stilke, tilbageholdt åndedræt, tænderskæring?

Stoffet spreder sig i blodet. Det er først nu, man ved, hvor godt det egentlig var. Man kender sin pusher, man ved, hvordan det skal opføre sig, man ser det boble, man håber. Men det er først, når stemplet er i bund og det breder sig, at man ved det.

Bagefter er det stadig rart. Underlivet summer af liderlighed, men man er færdig. Nogle gange snakker man med det samme. Man dvæler ikke. Det er som regel, fordi det ikke var så voldsomt.

Denne gang STOPPER DET IKKE. Jeg er så fucked. Min gamle pusher er som sunket i jorden, så er der en ny pusher. Det er jeg normalt ikke meget for. De med deres: ”Prima varer, hot stuff, du har aldrig prøvet noget lignende. Det tager dig sky high, mand”. Båndoptagelse af en stereotyp. Alt deres lort, nye pushere, nyt lort. OG SÅ HAVDE HAN RET. Jeg læner mig forover. Har før siddet her, i busskuret, på lokummet, alle steder har jeg fixet. Og masser af gange har jeg taget turen ned ad bakken og tænkt: STOPPER DET? Men i spørgsmålet lå svaret. Selvfølgelig gør det det. Ellers ville du ikke spørge. Og denne gang spørger jeg ikke. For det er slut. Jeg har levet et liv, der består af uendeligt mange fnug af intentioner, handlinger og konsekvenser. De står hvirvlet op. Det suser. Måske er det livet, der suser i ørerne, fnuggene, der banker i trommehinderne. Al den fornuft. De replikker, der dukker op, fortæller alle de historier, der ikke blev til noget. En skilsmisse med advokat på, udveksling af dokumenter, hus sat til salg, børn hver anden uge, hver fjortende dag, til sidst aldrig. Har jeg gjort dem fortræd? De kender ikke min elskerinde, min store kærlighed. Skyd dig, skyd dig igen, skyd dig igen. Tredje gang ved du, hvad jeg mener. Fortrøstningsfuldt at vide, at hele verden dør af junk. Hele verden sidder måske nu med hovedet mellem benene og hører de små fnug baldre i øregangene. Krige, opsigelser, lortejobs, massakrer. Det hele står og skratter i ørerne på os alle. Tro mig. Der er junk nok, hvis du er på. Jeg tager desværre toget før. Måske ses vi. Narh – måske ikke.

Anne Katrine, din super lækre kælling. Dine patter står ikke mål med denne her gudindes, men damn close. Jeg kunne aldrig have valgt dine … juicy cup cakes, men du skal vide, at du var tæt på. Trist, du ikke klarede den, men oddsene var for dårlige. Resten. Damerne, turene, jobsene, livet. Fuck det. Jeg ridser alternativerne op.

Dorthe, dit sure ribs. Jeg var ung og ikke klar til noget, andet end den fisse, som mænd bruger så meget tid på at tænke rundt om. Efter en måned lå der en af din mormors kniplede duge på mit sofabord – et LACK fra IKEA. Come on. Alternativ: Mig rendende rundt som en løve i sit bur, occasional utroskab, tage lidt stoffer med venner. Byg den veranda, lav taget, fiks hullet i væggen. Fuck dig, søde. Se, hvad jeg fikser.  

Annika. Du var sgu så sød, da du rendte rundt og sang Halleluja i undertrøje og bar kusse, mens du drak te om morgenen. Jeg kan bare sige: Du var svag. Ked af det. Det lyder så grimt på denne måde. Men sandheden er, at du var svag. Når jeg ville noget, gjorde vi det. Du var aldrig sur, kun ked af det. Bullocks. Det går ikke i længden. Alternativ: Mig i modbydelighedsrollen, stikker til dig. Ser pornofilm, mens du tuder, går i byen, se oven for.

Til sidst var der så dig, Anne Katrine. Du var så lækker. Vi lavede børn og jeg slappede sgu endda lidt af. Efter et par år skete det alligevel. Den fjerne bas begyndte at dunke, jeg savnede det bakkede landskab. Alternativ: Mig som weekendjunkie ude af stand til at elske dig ordentligt, eftersom det er noget, man primært gør i weekenderne. Jeg vil elske hele tiden. Jeg vil mærke fissens varme ustandseligt.

Ouh – Hannah for fanden. Vi kyssede til firmafest, men aldrig mere, fordi jeg skulle skide. Jeg gik på toilettet, du gik hjem. Og de frække blikke, vi kunne sende til hinanden gennem kantinen efterfølgende, kan man ligesom ikke bygge et parforhold på. Men jeg har altid haft en mistanke om, at det var DIN krop, silkekjolen skulle glide ned af. I den knipling af ligegyldighed og absurditet, der hænger ned over livet og sjældent levner udveje, der var du sgu et møl, der gnavede hul. Men jeg var en utålmodig sjæl. Eller: Jeg var stolt. Eller: Jeg var en kylling. Eller: hvad ved jeg. Det blev aldrig til noget. Jeg skiftede stil. Du skiftede job. Jeg tænkte: Fuck det, der kommer en sporvogn mere. Det gjorde der, og hvilken én, og lige nu kører den ned ad bakken, og jeg forestiller mig ikke, at den består en crashtest, når den når muren for foden af bakken.

Den mur er et mytologisk sted. Junkier drømmer om at banke den ned for at se, hvad der er bagved. Der er derfor, de kører. A) Øl, B) Hash C) Dope, smack, crack, Thank You, Jack. Man holder den normalt kørende. Man tager så meget stof, der skal til for at være abstinensfri, sådan cirka. Men heroin, altså. Det er svært at sige nej til det drøn, der ligger for enden af regnbuen. Og en gang i mellem vil man gerne have, at det drøner igennem. Man prøver at smadre muren for at se, hvad der er bag ved. Men det lykkes aldrig. Ingen smadrer muren. Man smadrer bare sig selv. Men det er også fedt nok. And that’s kind o’ the problem.

Engang startede jeg på RUC. Jeg havde været i militæret og jeg havde brugt en del tid på udstationering. Afghanistan, Irak. Det er fedt nok. Jeg hjælper en irakisk familie, som konstant får besøg af en eller anden lortemilits, som kun fortjener en geværkolbe til venstre kind. Eller: mit hjerte banker for den afghanske befolkning, som har fået installeret taleban som den store Bastian. Men allermest banker mit hjerte, når jeg ser de amerikanske magnesiumkugler lyse nattens Bora Bora-bjerge op. Don’t walk into the light. Jeg elsker, når en eller anden idiotisk nar går amok, og det er mit job at stoppe dem. Så suser det. Men det er den samme historie om igen. Du bliver ikke træt af det. Du vil have mere. Jeg blev sendt hjem, da jeg prøvede at luge ud i en forbryderrede i Bagdad alene, bevæbnet med et two by four. Swing, Batter, Swing. Og fair nok. Hjem skulle jeg.

Men: Bagefter startede jeg på RUC. Kan du se problemet? Eller skal jeg stave det for dig? På RUC sidder unge fyre med voks i håret og dun på hagen. Efter et halvt år kan de argumentere solen sort. For og imod indvandrere, a-kraft, jyder, gratis heroin (og der kan jeg bare sige: Jo tak. Det kan vi lide. Snak væk, din RUC’er). Pigerne er lækre, fuck de er lækre, men de er hele tiden på vagt, fordi de skal være seje, ovenpå, ikke undertrykte. De svøber al deres femininitet, al deres kvindelighed og al deres yummie punani ind i: Mænd skal føje sig og bøje sig … Sportsfucking findes ikke i deres verden. Og deres ambition er måske at komme til at sidde i centraladministrationen og servicere en kontorchef, der servicerer en departementschef, der servicerer en minister. Det er en meget kedelig ambition. Så jeg gik solo med det samme, droppede gruppearbejde, forelæsninger og stoppede efter et år. Jeg havde misset en eller anden essayprøve og jeg orkede ikke alt deres pis alligevel. Jeg var begyndt at skyde junk. Så gider man ikke skrive essayprøver. Skriv eller skyd og skrid.

I starten gik det fedt nok. Jeg havde af uransagelige årsager købt en lejlighed, før jeg tog i hæren. Tre værelser, 70 m2. Da jeg startede med at tage stoffer, var det ret tydeligt, at det foregik dårligt på Østerbrogade med vue over Sortedamssøen. Samtidig var min lejlighed steget halvanden million. Så jeg solgte lortet og flyttede ud på Amager i en toværelses. Stenet nok. Først røg de nyfundne RUC-venner. Jeg tror de synes, det kunne være sjovt at se rigtige junkier og leve som de gør i Trainspotting, men vi var ikke rigtige junkier. Vi tog bare stoffer og råbte af hinanden. Jeg plastrede lejligheden til med mine bøger, lagde en boxmadras på gulvet (Stjæl fra IKEA – tjek deres vareudlevering. Så giver det nærmest sig selv.)

Senere røg mine soldaterhasher-venner. Resten smed jeg selv ud. Alle, der tager junk er forskellige. Der var masser af de typer, der havde røget, fra de var ni, knaldet, fra de var tolv og varmet skeer, fra de var 15. Men også sådan nogle som mig, der bare altid skal have mere. Et par stykker, der gør det for at løbe fra noget. De dør hurtigt. Man bliver kold. Folk dør og ryger i spjældet og jeg kender ikke rigtig nogen af dem. Hvad fanden, jeg ville sælge dem, hvis det kunne finansiere mit forbrug. Jeg siger igen: Når kjolen glider ned om de ankler, så ønsker du aldrig at kneppe andet.

Jeg aner muren forude. Blodet stryger forbi de vitale dele, men har alt for travlt til at stoppe op og give et hvæs. Mit krop falder ned af bænken og min pande rammer en sten. Men mine nerver er i fuld gang med et knald. Lungerne gider sgu ikke det her. De trækker stikket. Jeg kan ikke mærke en skid og er det ikke også det fedeste? For kniplingerne hænger som tyk afdækning, som om sindet permanent er i en tilstand, hvor der snart skal males. Alting står dækket af med plast og malertape. Det er absurditeten, der dækker af for malingen. Ugudeligheden, ugideligheden. Der er ingen grund til at male. For sindet dør. Når det dør, er det fyldt ud. Det er møbleret. Du smider ud, du samler dit lort i amagerhylder, du sætter på loftet, men der er fuldt møbleret på ethvert givent tidspunkt. Og derfor kan jeg tage strømmen nu, eller senere uden at det gør en forskel. Måske – måske ræser jeg ned ad bakken, på vej med kraniet først mod muren for at rive hul i kniplingen. Bag det hul står Hannah. Jeg kan se hende, men jeg skiftede stil og hun skiftede arbejde. Måske – måske er hullerne der, hvis bare man kigger efter. Måske var de også i mit liv.