Så kommer foden

Jeg kommer trækkende med min scooter fra festen og jeg ser dem stå lidt nede ad gaden. Som sædvanlig mærker jeg musklerne i min mave trække sig sammen. Jeg prøver at slappe af. Jeg skal bare forbi dem. Jeg lader som ingenting, trækker bare min scooter, og ser ned i jorden. De spreder sig for mig, men den sidste fyr flytter sig ikke. Han sparker på siden af min scooter, så den bliver revet ud af hænderne på mig.

”Hva’ så?” siger han, ”har du en mobil, min ven?”

”Nej,” svarer jeg. Min stemme er helt rusten af angst. De må ikke slå mig.

”Kom nu, mand, jeg vil bare se din mobil.”

Jeg rækker langsomt min hånd ned i forlommen på mine bukser og tager den ud. Fyren tager den straks.

”En clam shell. Det kan du godt lide?”

”Ja.”

”Slap nu af, mand. Tror du, jeg tager den med hjem?”

”Nej.”

De griner omkring mig.

”Er det din kæreste?” Fyren holder telefonen op foran mig. Jeg har lagt et billede af Maria på forsiden af telefonen. Jeg har lige taget billedet ude foran gymnasiet.

”Ja. Eller, nej. Det ved jeg ikke. Ha.”

Jeg står og tripper. Mit hjerte slår, så det gungrer i kroppen på mig. Jeg kan ikke få styr på mit åndedræt.

”Giv mig din pung, mand.”

Åh, nej. Jeg har 800 kroner i pungen. Jeg har fået penge af gutterne til en mikrofon til vores band. Jeg prøver at sige nej til ham, men det bliver kun til et hvæs.

”Kom nu, mand, giv ham din pung, for fanden,” siger én af de andre.

Jeg stikker hånden i lommen og tager den lille bolsjeæske op, som jeg har mine penge i.

”Uh, rich man, hva’?” Han vifter med sedlerne. Jeg vil bare gerne væk. Pyt med de ting. Jeg træder til siden og begynder at gå, men en af fyrene tager fat i min jakke.

”Hey, mand. Du skal blive her.”

”Hvorfor løj du? Du siger, at du ikke har en mobil. Og så har du denne her.”

Han skubber til mig.

Der er ingen andre i nærheden. En stor, bred fyr i træningstøj og dynejakke går frem mod mig. Jeg kan se dampen, der kommer ud af hans mund og hans glinsende hår. Han hopper højt op i luften, og da han er allerhøjest oppe, sparker han og rammer mig i hovedet, så jeg falder tungt ned på asfalten. Former og farver flyder ud for mine øjne.

”Se her, der er flere billeder af hans luder. Vi ringer til hende.”

”Hvad hedder din dame?” spørger en af fyrene, mens han bøjer sig ned. Han smiler til mig. Jeg er slet ikke i stand til at tale. Jeg har heller ikke lyst til at sige, at hun hedder Maria.

”Han er væk, mand. Totalt slået ud.”

”Tag bare SIM-kortet. Fuck telefonen. Den er så grim.”

”Hvad hedder din dame? Svar mig så, dit svin.”

Så sparker han mig i maven. Jeg kan slet ikke få vejret. Mine ribben gør skrigende ondt.

”Læg hans hoved på kantstenen,” er der én der siger.

 

                                      *                    *                    *

 

Død og Kritte. Det hedder vores band. Jeg er forsanger. Vi spillede i aften. Mest andres sange, men også nogle af vores egne. When I Come Home From School var dedikeret til Maria. Maria Maria Maria. Ingen kan få mig til at smile som dig.

 

                                      *                    *                    *                   

Jeg bliver løftet. Jeg mærker den kolde, hårde granit, der skærer sig ind i mit øre. Jeg ser en mindre fyr gå hen mod mig.

”Kom så,” siger en stemme.

 

                                      *                    *                    *

 

Jeg har smugkigget på Maria, siden vi startede på gymnasiet sammen. Hver dag. På hendes pæne hår, hendes krop og det søde smil. Jeg har læst alle hendes artikler i skolebladet og gemt dem derhjemme. Sommerferien var én lang lidelse, selvom mine forældre diskede op med en biltur til Provence. Jeg savnede at se på hende. Mit hjerte svulmede, da jeg så hende igen. Jeg elsker hende. Mit liv giver mening, fordi jeg har hende. Jeg skrev hende et digt i foråret. Vi sad i kantinen og min hånd kunne ikke stoppe. Jeg har haft det i inderlommen på min læderjakke i et halvt år. Jeg gav hende det her til aften.

Og i aften skete det. Hun kyssede mig. Maria kyssede mig. Helt forsigtigt. Følelsen af hendes læber, som jeg havde drømt om så længe. Jeg duftede hende helt tæt på. Hendes hår, hendes fine, fine ører. Vi kyssede kun i ti minutter. Vores tunger rørte forsigtigt ved hinanden. Hun smagte frisk. Jeg troede, at mit hjerte skulle stoppe. Jeg lod mine hænder glide ned af hendes talje. Hun havde en tynd kjole af silke på. Hun sukkede. Det var så svært at sige farvel. Jeg tog billedet af hende ude foran dørene.

”Bare rolig,” sagde hun, ”jeg ringer i morgen tidlig. Er du stået op kl. 9?”

”Selvfølgelig,” svarede jeg. For jeg elsker hende. Jeg savner hende. Jeg kan ikke dufte hende mere. Op over mig står en ung fyr og stirrer ned på mig. Og så kommer foden.