Taxa-chaufføren

Bilen kommer pludseligt ud af kontrol – jeg prøver at rette op, men mit rat virker ikke mere. Shit! Men hvorfor ellers ligge og køre dødskørsel på landevejen ud til Kulhuse Havn i regnvejr klokken nul to nul et om natten. Det er en hyrevogn, jeg sidder i, en hyrevogn, der nu glider stille hen over landevejen gennem Hornsherred, og jeg tvivler på, at nogen vil tænke nærmere over det her.

”Et uheld,” siger betjent Fedeberg, når han står dér med sin lille blok og besigtiger det udbrændte vrag sammen med juniorbetjent Røvguitar.

”Det er, hvad der sker.” I jorden med ham. Spænd sikkerhedsselen og cykelhjelmen.

En ny Mercedes 320 har selvfølgelig ABS-bremser og ESP – et system, som reagerer på udskridninger ved at bremse det hjul, som kører for hurtigt. Men jeg slår altid ABS’en fra. Jeg synes, det giver en dårligere fornemmelse for bilen, når hjulene ikke blokerer ved en hård opbremsning. Nu er det omkring de nul grader, og bilen glider i et tyndt lag rim. For et sekund siden kørte jeg med 210 kilometer i timen. Jeg pressede hurtigt bilen op i fart efter svinget nede ved slottet. På et tidspunkt ved man som erfaren bilist, at nu skal man stoppe accelerationen. Jeg fortsatte. 210 kilometer i timen. Jeg mærker dårligt, at vejen slipper dækkene. Jeg holder op med at styre for at lade dækkene finde fæste. Men jeg rutscher sidelæns, snart baglæns. Ikke engang, da hjulene løber parallelt med vejen, bider gummiet.  Jeg kan ikke rette op.

 

                                      *                    *                    *

 

”Fuck dig, mand, din spasser, mand. Tror du jeg gider finde mig i sådan noget pis. Sådan noget lort.” Tinas spidse telefonstemme fylder kabinen, så det runger. Så skulle vi giftes. Så skulle vi ikke giftes. Så skulle vi giftes igen. Denne gang er det fordi, jeg har købt hende en mobiltelefon, som hun ikke kan lide.

”Du er sådan et skod, mand. Helt ærlig, mand, Trisses telefon har sgu da højere … oplysning i billederne.” Oplysning. Jeg siger ikke noget. Jeg ved ikke, hvilken mobil Trisse har. Jeg ved, at Tina har fået en iPhone, som jeg har været i Horsens for at få fjernet spærringen på. Den har kostet en uhyrlig sum, fordi den ikke rigtig er kommet på det danske marked endnu. Og nu brokker hun sig over kameraet i telefonen.

”Jeg fatter overhovedet ikke, hvordan den fungerer. Det er sgu da ikke en Nokia.”

Jeg er kvik,

Tina: Nix.

Bilen kører 210 kilometer i timen uden ABS med udskridning, fordi jeg er så kvik, så kvik.

”Du kan rende mig med din lille pik. Jeg gider sgu da ikke bolle med dig, mand.”

 

                                      *                    *                    *

 

Ud over taxa-kørsel er jeg tjener nede i vores lokale forsamlingshus. I maj er det konfirmationer. Bryllupper hen over sommeren. Julefrokoster i december, og så ellers fødselsdage. Fyrre, halvtreds, tres, halvfjerds. Der var fødselsdag for en måned siden – i midten af januar. Klassisk. Karen fyldte 40. 85 mennesker har de fundet i familietræet, harmonika og krebsehalesalat, oksesteg og islagkage. ”Sådan lidt utraditionelt,” sagde de, da de bestilte det.

Undskyld? Utraditionelt? Er det den lidt ”frække” udskiftning af rejesalat med krebsehalesalat? Er der fordi harmonikaspilleren, Truck, udtalt med dansk ”u” spiller? Og drikker sig stiv så hurtigt, at han ingenting mærker. Ølflasken rører ikke hans læber, når han drikker.

”De sjove kusiner” holder en tale, de har indstuderet på forhånd. Festsange uden versefødder. Det’ hammer, hammer fedt. At vi er her i dag. Det’ Karen der fylder rundt. Og hun er bare sød. Det er det, der får bilen til at skride. 

Der sad en kvinde. Omkring de fyrre og fyrre kilo overvægtig, rødmosset, lignede Lone Kellermann som krigsveteran. Blomstret vest. Stor, sort fløjlshat. Fyren ved siden af hende var ung og nydelig. De sad altså ikke parvis, blev konklusionen. Da jeg gik forbi med fadet anden gang, (”Det er virkelig mørt, er det mørbrad?”) beder kvinden om to stykker kød. Fyren lader fadet passere.

Han siger konverserende. ”Tjenerne er da søde, synes jeg.”

Hun replicerer: ”Der er sgu ikke meget at holde i,” efterfulgt af en skogger­latter og et kast med hovedet hen mod mig. Jeg er ret smalskuldret. Det er nok det, hun hentyder til. Det er det, der får bilen til at skride.

 

                                      *                    *                    *

 

Bilen drejer rundt nu. Jeg er svimmel. Der er intet lys her – ud over lygterne på bilen. Det siger næsten ikke noget. Svage skrig fra dækkene. Så rammer hjulet græsset. Nu rammer jeg grøften. Lige der – (ser du det?) lige der stopper tiden.

 

                                      *                    *                    *

 

Tina og jeg skulle i operaen i København i sidste uge. Den store tur med middag, Carmen og suite på Scandic. Jeg er vældig glad for opera. Tina muggede uafbrudt hele vejen ind til byen. Det er meget mug på tre kvarter.

”Opera er sgu da for bøsser, mand, din bøsse, mand, jeg skal fandme ikke sige noget til mine veninder om det her. Du tror vel ikke, jeg er imponeret, vel, fuck dig, mand. Opera, mand. Helt ærligt. Heidi sagde også: Hvad fanden har han gang i? Sådan nogle der render rundt i gymnastikbukser og SYNGER? Helt ærligt, mand, jeg håber sgu ikke de billetter har været dyre.” Og så videre.

Vi bor helårs i et sommerhus. Tina går derhjemme, mens jeg hiver pengene hjem. Jeg har boet i det hus, siden jeg var 20. Nu er jeg 44. Men vi har ikke så mange udgifter, så en gang i mellem kan vi tage på ferie – eller her – vifte lidt med ørerne i Hovedstaden. Vi spiser på Pierre André. En af mine taxakolleger siger, at de serverer den bedste franske mad i byen.

”For helvede, altså, hvorfor har maden ikke bare numre. Er det en suppe, det der? Hvorfor kalder de det så ikke suppe? Det skal være så fint, og så er det bare suppe. Så hellere Jensen’s.” Det sidste siger hun, så alle vender sig og kigger på hende. Jeg bestiller en fantastisk Bourdeaux, som er trukket op i så tilpas tid, at den er foldet næsten ud i glasset. Jeg kører det rundt og tager en tår. Så smukt, så smukt. Hele min mund flipper ud, alt er dækket med silkeblød smag. Tina får en cola. Sådan er det hele tiden. Det lever jeg med.

Da vi så skal til at forlade stedet, vil Tina ikke med. Hun vil bare hjem. Hun får penge til en taxa og så smutter hun. ”Du skal ikke regne med, at du får noget, når du kommer hjem. Der er lukket for det varme vand, makker. Så må du onanere med din lille pik.”

Jeg vil fandme i operaen. Og det er faktisk o.k. at være af sted alene. I de år, jeg var alene, gjorde jeg meget den slags, men der var det aldrig rart. Nu er det rart.

Så følger jeg en indskydelse. Jeg render ind i Illum og køber et jakkesæt. De kan lægge det op med det samme. Skjorte, manchetknapper, det er sort, det hele, undtagen skjorten, der er hvid. Jeg skynder mig så op på værelset. Det er en suite, og den er stor, helt unødvendigt, men alligevel rart. Jeg tager mig et langt bad og barberer mig med det grej, der ligger på badeværelset. Jeg fjerner også mit overskæg. Jeg har ikke set min overlæbe i mange år. Det ser åndssvagt ud – noget Tina nok skal fortælle, hvis jeg skulle glemme det. Men da det diskrete jakkesæt er på, manchetknapperne, det matchende slips – er jeg stolt. Hvis bare jeg havde gjort det noget før. Og jeg tænker: Hvis Tina bare kunne se mig nu …

Jeg har brugt mange år af mit liv på at finde en kvinde at dele tilværelsen med. Jeg har sat kontaktannoncer i avisen, været på blind dates. Jeg har købt roser, været høflig, holdt døre, været galant. Men jeg har et eller andet over mig, der holder folk væk. Måske er jeg irriterende. Jeg har måske et skær af fjendtlighed. Jeg forekommer usympatisk. Det er der mange, der synes. Jeg mærker det overalt.

Når jeg står i baren oppe på Bette’s Bistro, den lokale bodega og lurer charmesætninger af. En eller anden fyr går op til Andrea, den fireogtredivårige bartender og siger: ”Andrea for fanden, dit dejlige apparat, har du en Tuborg til overs?” Det er sgu ikke så kvikt, men sødt eller sådan noget. Og Andrea smiler til René Geertsen og fniser: ”René, altså” og øjeblikket efter står de og snakker fortroligt. Så prøver jeg – at være jovial og en af gutterne. ”Andrea, din dejlige papegøje, giv mig et skud af din mest røgede whisky.” Hun svarer ikke, men ekspederer Sonny først, så jeg gentager det.

”Jeg hørte det godt første gang,” svarer hun og giver mig en Johnny Walker – Red Label. Måske er det de smalle skuldre, overskægget, det lidt for lange hår. Andre kan bære det – jeg kan ikke. Jeg er beleven, jeg prøver at være generøs …

Engang havde jeg inviteret en af mine taxa-kollegers datter ud. Han tøvede noget, men jeg havde sendt blomster i anledning af hans kones begravelse, og hun havde plaget ham om at finde en date. Jeg tog hende med over på en lokal fiskerestaurant. Vi fik forret, hovedret og dessert. Hun talte en del. Om sig selv, sin datter, sin lejlighed, sine ferier. Jeg sagde ikke så meget, men sørgede for at spørge lidt hist og her.  Jeg betalte selvfølgelig, og da vi gik hver til sit, var jeg glad, fortrøstningsfuld – endda forhåbningsfuld. Men jeg hørte ikke fra hende de næste tre dage. Jeg ringede. Hun var vist lidt flov, og jeg spurgte, om hun havde lyst til, at vi skulle ses igen. ”Nej,” svarede hun bag telefonens susen. Jeg spurgte hvorfor, og så svarede hun, at hun følte, jeg gik i lidt for små sko. Jeg forstår det simpelthen ikke.

Tina mødte jeg på Bette’s Bodega for ni måneder siden. Jeg kendte hende godt i forvejen, men det var første gang, vi snakkede sammen – og første gang jeg rigtig talte med nogen i hundrede år. Hun er et stort rod. Hun var ved at blive sat ud af sin lejlighed, fordi hun ikke kan holde på et arbejde. Hun har kun rugbrød i huset og måske sur mælk. Men hun er sgu sjov – der er altid gang i den omkring hende nede på Syvtallet.

Det var hende der ringede dagen efter, at vi havde været sammen. Jeg blev helt forskrækket. Hun inviterede mig over på morgenmad kl. 11 om formiddagen. Vi hyggede os, og vi gik i seng sammen bagefter. Hun flyttede over til mig.

 

                                      *                    *                    *

 

Jeg er i operaen fem minutter før forestillingen. Uden at svede når jeg at sætte mig. Vi har pladser ca. otte meter fra orkestergraven, midt for scenen. Pladsen ved min side er selvfølgelig tom. Men jeg har en form for accept i mig. Tina gider ikke sådan noget. Jeg gider. Og jeg tror ikke, hun går fra mig. Hun har brug for en til at passe på sig. Det kan jeg mærke – og selvom hun måske ikke … elsker mig på dén måde, så er det også rart, at jeg betyder noget for nogen. Og nu er hun hjemme og jeg er her. Det er køligt, men ikke ubehageligt og utrolig rart at være i en bygning, som er skabt til mig. Jeg vil høre Carmen til tårerne pibler ud af mig. Jeg forstår så godt Don Diego, som elsker Carmen. Jeg græder, da hun dør til sidst – med ham. Han har mistet sin kærlighed. Samtidig misunder jeg ham. Han har prøvet det, jeg har længes efter hele mit liv.

 

                                      *                    *                    *

 

Jeg er så mæt bagefter, så fyldt op, at jeg afbestiller suiten på Scandic og tager en taxa helt hjem. Chaufføren er en ung fyr, der hele tiden snakker om sin bil. Jeg røber ikke, at jeg er chauffør. Jeg er et menneske, en kunde. Bare for en gangs skyld. Han sætter mig af, og jeg giver gennemsnitlige drikkepenge. Jeg har ”glemt” min jakke i operaen, så jeg har kun min habitjakke på. Jeg kommer ind. Jeg vil gerne sove. Tina er ikke hjemme, så jeg falder i søvn alene i den dobbeltseng, jeg købte for 17 år siden.

 

                                      *                    *                    *

 

Jeg bliver kastet forover, og jeg forventer det – at nu er det slut. I stedet kommer der et skarpt knald og mit hoved bliver skubbet tilbage af airbag’en. Selvfølgelig. Bilen flyver højt oppe. Mit hoved brænder. Tænker, spæner. For jeg har grundlæggende aldrig forstået det. Hvorfor nogle mennesker har det – mens andre ikke har. Er det min kropsholdning, min duft, mine øjenbryn. Kurt Thorsen den lille, fede, løgnagtige mand vader rundt i damer. Er det pengene alene?

Tina kom hjem den aften senere end jeg. Klokken fire bragede hun ind af døren. Hun var ikke alene.

”Stodderen er sgu da ikke hjemme. Han kører taxa i nat,” siger hun.

”Nå, men så vil man da tage for sig af retterne,” siger en mandestemme.

Jeg rejser mig op. Mærkelig let i kroppen. Jeg ser jakkesættet hænge fint på en bøjle i skabet. Men alligevel. Vi kan jo ikke bo sammen på denne her måde.

Lyset skærer mig i øjnene.

”Det var ikke mig,” siger hun gudhjælpemig forskrækket.

”Nå, men så lister jeg bare af igen,” siger Johs, som er lokalkendt fra Frederik Syvtal. Jeg har kørt ham hjem utallige gange.

”Han skulle bare sove her,” siger Tina stadig lidt forsigtigt. Jeg svarer ikke. Jeg har det underligt.

Bilen er stadig ikke landet. I ”Verden ifølge Garp” råber børnene ”it’s like driving under water.” Jeg har det også underligt nu.

Dagen efter fik jeg morgenmad på sengen.

 

                                      *                    *                    *

 

Jeg … hvis … Tina, altså. Hun … Jeg … Hun kunne godt være blevet, kunne hun ikke? Hvorfor græder jeg nu? Først nu? Jeg kom hjem tidligt i aften. Jeg havde kun kørt et par timer. For gud ved hvilken gang prøvede jeg, JEG PRØVEDE FANDME, at gøre det godt, at være god, at få hende til at elske mig. Er det spørgsmålet? Hvorfor der ikke er nogen, der elsker mig? Jeg går ind ad havelågen og ser, at lyset er tændt i soveværelset. Jeg ser vores seng, som står med siden op ad endevæggen. Jeg ser … Tina ligge på ryggen i sengen – nøgen – med Johs ovenpå. Tina gnider hans lem hurtigt, mens Johs sprøjter sin sæd ud over hendes bryster og ansigt.

Det fik jeg aldrig fik lov til. Hun ville kun i missionær-stillingen.

Bilen rammer jorden med den forreste kofanger. Er spørgsmålet, hvorfor ingen elsker mig? Bilen rammer jorden. Den knaser og slår en kolbøtte, og så falder den ned på taget. En bule trykkes ind i min pande. Smerten er ulidelig. Er det fordi jeg har så meget kærlighed, ingen vil have?