The Managers of Tomorrow

Jeg forlader sengen, rejser mig op og finder min chemise på gulvet. Han sover, jeg sover ikke mere. Vores værelse ligger på 16. sal, det er altid det samme værelse. Uden at nogen ved det, har jeg efterladt små tegn, som selv ikke rengøringspersonalet kan finde. En lille ridse nederst på spejlet. Min læbestift gemt bagerst i skabet med ekstra dyner. Det er vores værelse, mit og Sørens, men Søren er ikke min. Og nu holder jeg det ikke ud længere.

Senior Vice President. Det står der på mit visitkort, jeg er HR Business Partner og jeg lægger i disse dage sidste hånd på vores Recruiting Excellence Plan. Alle talenterne skal findes og udvikles, så de bliver hos os.

Vi er store spillere på energimarkedet – også i Europa. Vi kan producere energi, som er konkurrencedygtigt. Jeg finder specialisterne, der genererer de nye idéer og jeg finder lederne, The Managers of Tomorrow, der sætter kursen. Men lige nu skal jeg bare finde mine trusser. Som sædvanligt ryster mine ben en smule, og jeg har lidt kvalme. Søren sover. Han sover altid bagefter. Han har den der spinkle, rene ryg med lyse dun, der bliver kraftigere, jo længere man mærker nede af hans lænd. Hans hår er altid pjusket, når vi har elsket. Han er en smuk mand. Indeni og udenpå. Mine fingre skriger efter ham, jeg har allerede planlagt vores bryllupsrejse, jeg ville græde af lykke hver dag, alene på badeværelset, hvis jeg vidste, at jeg snart skulle gå langs stranden, han i lædersandaler og råhvidt hørtøj, mig i en sarong og en sort bomuldstop. Saltet i håret, skødesløst, forelsket. Jeg har siddet hver dag i et halvt år og manglet ham fysisk i mig, inden i mig.

Jeg tjener 160.000 kr. om måneden. Jeg bor i en lejlighed i City. Den er betalt. Jeg har fået tilbud fra alle ender af verden. Det forholder sig sådan, fordi jeg kan lugte et talent. De kommer ind til samtale, fordi linjechefen har sendt ham eller hende, og der – når de kommer ind ad døren, så kan jeg se det. Det er en intuitiv fornemmelse, som aldrig er slået fejl. Det er spørgsmålet om, hvordan man bærer sig. Er ryggen rank, er den krum? Dimser man med fingrene hele tiden? Er neglene firkantede, griner man først, griner man hele tiden, holder man øjenkontakt? Er det forceret, holder man den for længe? Er man flirtende, fokuseret? Alle de ting. Det sker tit, at jeg bare sender dem af sted igen, måske med et lille kursus – som tak for ulejligheden. Når jeg er til jobsamtale selv, så tager det mig lige så lang tid, som det tager at lave nescafé at se chefen, at lure, om han må bestemme over mig. Jeg er virtuos. Firmaet er en højdespringer, også internationalt, fordi jeg hverver de bedste. As simple as that. Vores nye overfladecoating til vores generatorer har reduceret varmeproduktionen i en enhed med 15 procent. Opfundet af en ingeniør, som ingen andre end jeg troede på. Den Market Investigator, som fandt på at producere vores energi i Polen var mit påfund.

Jeg åbner det store vindue, og det blæser udenfor, så vinduet blæser op og jeg blæser med og mister næsten fodfæstet. Heldigvis åbner det indad. Det giver et smæk, og jeg klemmer min finger mellem håndtaget og væggen. Det er koldt som bare fanden.

Konsekvenserne af min evne er større, end at firmaet trives. Når jeg er i byen eller på konference og jeg ser en mand, så ved jeg, om han passer til mig, og hvordan han passer til mig. Kan hans hænder holde fast, men ikke hårdt? Er han stram nok til mig? Er han mild? Det er elskere, jeg taler om, for ingen har endnu helt været oppe at ringe. Der er altid noget, der gør, at jeg ikke kan elske dem. Jeg har endda en enkelt gang trodset mine instinkter. Nogle ville tænke, at mine kriterier måske er umulige at opfylde, fordi jeg beskytter mig selv. Det er faktuelt ikke rigtigt. Jeg beskytter ikke mig selv.

Jeg tager mine strømpebukser på, og min nederdel og min skjorte.

Jeg har tjek på tingene. Jeg har både været på forsiden af Børsen og på bagsiden af Berlingske Business. Jeg passer min søsters børn, når behovet kommer over mig. Jeg har slet intet behov for at reproducere mig selv. Jeg tager læbestift på.

Jeg ved, at jeg ser godt ud. Jeg har nok et ry for at være en kold heks en gang i mellem. Når ikke jeg vil sætte en eller andens søn på et talentprogram, eller når jeg fyrer underordnede, fordi de ikke performer. Mennesker, som engang har virket, men ikke virker mere. Omplacering eller fyring. En eller anden ung kvinde har været ansat i en stilling i et par år. Som recruiter i Europa eller som developer på vores managementprogrammer. Hun har haft ilden i øjnene, og det er kørt for hende. Måske ligger hun til en lederstilling på et kontor i Bruxelles eller noget i den stil. Så en dag kommer hun ind af døren, og noget har forandret sig. Jeg kan konstatere, at ilden er væk. Typisk er hun kommet i et parforhold og de er begyndt at tale om børn. En ild slukkes, en anden tændes. Det er helt o.k., men så skal de bare ikke arbejde som high shooters hos mig. Jeg fyrer dem ikke fra den ene dag til den anden, men jeg ved, at de ryger. Engang i mellem sker det ikke alligevel. Hvis fyren skrider, kan hun efter en sørgeperiode godt få ilden igen. Aldrig på fuld kraft, for idéen om børn æder sig ind i hjernen som en lille tæge, der nærer og suger, indtil uterus er fyldt eller fjernet. Men det er o.k. Så længe ilden er der.

Det er et stykke musik at tage make up på. Rense hud, foundation, kohl, øjenskygge, mascara, rouge, læbeblyant, læbestift. Jeg orkestrerer den perfekte make up. Jeg får det pludselig godt derude på hotellets badeværelse. Jeg ser godt ud. Jeg kan forlade stedet, pakke mine ting, tage til staterne og hæve det dobbelte. Sådan er det. Jeg finder mine sko, pakker mine ting. Jeg skrider. Nu. Jeg spænder remmen på min rejsekuffert. Da jeg ser op igen, ser jeg Søren ligge og stirre på mig. Han har rejst sig op på albuerne.

”Hvor skal du hen, skat?”

Jeg kan ikke svare ham. Jeg ser ham begynde et blink med øjet.

 

                *                    *                    *

 

For et år siden – omkring første december stod vi og skulle hyre en HR-partner, som vi kunne sende ud i linjen og supportere vores afdelinger, så de kan hyre de bedste. Vedkommende skal trænes i et år under mig, ligesom de to andre er blevet det. Det er mine flagskibe, folk, der har opgivet alt for mig eller rettere – for dem selv, deres karriere. Folk, der kan forekomme egoistiske, med spidse albuer, hensynsløse. Det er de ikke. De vil noget, de vil være de bedste, og jeg skal sørge for at fortælle dem, hvis de er det. Vi har 45 ansøgere – selvfølgelig nogle nulbon’er, men mange gode ansøgere fra de andre store firmaer i Danmark. Vi har indkaldt ti til samtaler og i hvert fald seks af dem bør alene på deres CV være kvalificerede. Det er underligt, for jeg plejer jo ikke at ansætte til mig selv – det plejer at være andre, der får gavn af mit skarpe blik.

Og så sidder vi der, og Søren kommer ind i lokalet. Jeg ser ham, ser ham og det er som om mængden af ham er for stor til, at jeg kan tage det ind. Jeg besvimer. En af de andre i ansættelsesudvalget hjælper mig op, og jeg ser dette her store, lysende menneske, som af en eller anden grund passer til mig, som er som skabt til mig. Jeg ryster og drikker tre glas vand. Ingen ved hvorfor, heldigvis. Jeg vil selvfølgelig have ham ansat. Han passer i og for sig ikke perfekt til stillingen, men han skal være hos mig. Checker hurtigt hans ansøgning. Ser, at han har kone og barn. Han er manden i mit liv. Kone og barn bør ikke komme i vejen.

Han starter training, og vi besøger det ene kursussted efter det andet. Hver gang er jeg godt forberedt – det ved jeg, han kan lide – men omvendt gør jeg også plads til svipsere, så vi ikke stresser. Søren er stram og præcis i sine handlinger. Han kan noget af det samme som jeg – han kender mennesker. Han er kvik, og måske mere sprælsk end godt er, men omvendt god til at sætte nye tanker i gang hos folk. Han virker måske lidt dasket¸ lidt løs i det, men han gør de ting, han skal, han gør dem godt, og han gør dem til tiden. Han skal ikke være sammen med CEO’erne – de bliver utrygge – men hans øvrige kolleger kan godt lide ham.

Jeg sætter den endelige offensiv ind på SAS Radisson i Kolding, det gamle sanatorium, som ligger lige ned til Kolding Fjord. Søren og jeg skal fremlægge de første tanker i vores Recruiting Excellence Plan for de partnere, som skal indgå i testen af det. Vi mødes kl. 18, sørger for at lokalerne er o.k., og så middag kl. 20. Ordentligt forberedt, og masser af tid til en god aften. Vi flår mødebudgettet en smule og køber et par gode flaske rødvin. Jeg ved, at han altid går i pool’en inden han skal sove, så jeg er der fem minutter før. Vi ender på mit værelse. Jeg elsker ham ved gud. Alt er, som jeg forestiller mig. Vi taler sammen den halve nat, om arbejdet selvfølgelig, men også om … resten. Det man gerne vil tale om. Vi joker, drikker mere rødvin og elsker resten af natten.

Dagen derpå var rædselsfuld, fordi vi ville have mindre business og mere pleasure. Det var elektrisk. Jeg havde aldrig oplevet det før. Kærligheden. Jeg havde oplevet hot sex, den forventningfulde kildren på vejen hen til en elsker. Fornemmelsen af herredømme, når en eller anden mand prøvede at binde mig med en diamantring, og jeg bad ham tage sig lidt sammen. Jeg køber selv mine diamantringe. Det ved Søren godt. Det er ikke noget, vi har talt om, men han ved det. Men til mødet var jeg min egen slave. Jeg følte mig som Maude i Henry Millers Sexus, eller måske som Glenn Close i Fatal Attraction. Mødet sluttede. Han ringede. Yes! Spurgte, om vi skulle ses. Så gerne.

Vi havde en affære, der kunne kravle op ad Eiffel-tårnets yderside. Vi snappede febrilsk efter vejret nu og da, for at dykke dybt ned i lyst og lykke.

Vi tog til ASTD-konference i USA. En tilbagevendende begivenhed, denne gang afholdt i Louisiana. Gumbo, jambalaya, black rice. Jeg tænkte for første gang i at slappe af, måske finde et andet arbejde, der ikke krævede 70 timer, måske ahem … få … de børn der? Men Søren var ikke sig selv. Det første han gjorde var at trække mig hen på en Starbucks, bestille to dobbelte espresso og så tage mine hænder. Han stemme bævede.

”Anna er gravid,” sagde han. Anna – hans kone. Jeg sagde ikke noget. Tanken om at være pap-mor afskrækkede mig ikke.

”Jeg kan ikke blive ved sådan her.”

”Tag mig,” sagde jeg, som sædvanligt lige til benet, ”vælg mig.”

”Jeg elsker dig,” sagde han, ”jeg elsker dig. Jeg elsker Anna. Hvordan det kunne ske, ved jeg ikke. Men det er Anna, jeg skal have et barn mere med.” Han snøftede hårdt. Tårerne silede ud. Han var ikke engang et dumt svin. Næsten ikke i hvert fald.

”Tag mig,” sagde jeg igen. Men han rejste sig, trak langsomt sine hænder til sig og gik sin vej. Vi var zombier sammen til konferencen. Kede af det. Vi talte sammen, professionelt. Måske fordi det var vigtigt for os begge at vide, at vi stadig kunne arbejde sammen. Vi mælede ikke et ord til hinanden, som ikke handlede om business.

Julefrokost. Et halvt år efter. Han er så smuk. Jeg kan ikke løsrive mine øjne fra ham, da han holder talen. Han ser så glad ud. Jeg husker ham som glad. Luften er elektrisk ladet, når vi er i nærheden. Han ved det ikke, mens hans arm strejfer mit bryst, da han mikser en gin og tonic. Jeg bliver uprofessionel. Jeg begynder at græde. Jeg vender mig væk. Måske har ingen set det. Måske har de. Jeg græder mere. Jeg går ud på toilettet og græder, så der hænger lange tråde af slim fra mit svælg. Da jeg træder ud af toilettet står han der. Jeg snapper efter vejret. Jeg tror ikke, han kan lade være, han rækker ud efter mig. Jeg har ventet så længe på det. Hans læber mødes med mine. Ikke en lyd. Jeg går ind og finder min taske, går udenfor og prajer en taxa. Han kommer fem minutter efter. Jeg tager hans hånd.

”Jeg har savnet dig,” siger han.

”Jeg nikker og græder stadigvæk. Jeg vil så gerne have ham. Jeg vil lave morgenmad på sengen til ham, jeg vil plante georginer til ham og have plettet malertøj på. Vi tager hen på Hilton. Vi elsker. Jeg vågner op.

 

                                      *                    *                    *

 

Han ligger der, hævet op på sine albuer og afslutter sit blink. Jeg kan det der med mennesker. Jeg ved præcis, hvordan de er, og hvad de vil have. Jeg vender mig mod vinduet.