Uddrag – om Edel
Det var ikke særlig fedt at ligge og kaste op i joggingbukser og reklame-T-shirt fra Carletti. Men det passede fint. Det pegede i samme retning. Et liv uden uddannelse i socialt boligbyggeri med en mand, der hed Kjeld, man kunne hente bajere og tyve røde Cecil til.
Hun rejste sig op og så ind i spejlet. En lille, gul klump dinglede i en slimtråd fra mundvigen. Det gule legeme.
”De celler, som før udgjorde folliklen, omdannes efter ægløsningen til det gule legeme.”
Utroligt så hurtigt man forstod ting, som var vigtige for ens liv. Men det var ikke det gule legeme, der hang der i elastisk slim – det var et stykke pasta. For to måneder siden var Edel kernesund. Hun var gået ud af niende klasse, og hun havde tænkt: En ny begyndelse og havde følt sig helt høj. Slut med raserianfald af den slags, andre synes er sjove. Slut med at falde i sine snørebånd. Slut med at være mere interesseret i Enrique Iglesias end i fattigdom. Nu skulle lille, sure femten-årige Tudemarie afløses af den modne, elegante, charmerende Edel. Hun havde været hos tandlægen i dagene inden dimissionsfesterne for at få fjernet bøjlen. Hun havde løbetrænet i fjorten dage for på en eller anden måde at få en krop, der passede til det nye liv. Hun var blevet klippet og havde fået en beautybox af sin fars kone.
Så havde hun sendt store smil til lærerne ved afslutningsfesten i skolens gymnastiksal. Hun havde skævet til Kirsten, der altid gjorde det rigtige. Kirsten havde smilet. Edel havde smilet, blandt andet til Henning, som havde sagt, at hun skulle blive bedre til matematik, hvis hun skulle klare gymnasiet. Henning gloede ned i bluserne på pigerne, men hun smilede alligevel. Det var det, man gjorde.
Hun havde for alvor smilet, da hun så ind i Bonnevies øjne, lige før han… Alle hendes smil var druknet i urin for to uger siden. Urinen havde ramt hænder, underbukser og en aflang oval pind fra apoteket, der skiftede farve med det samme.
Hun fjernede det lille, gule pastastykke med fingrene og vaskede hænder. Vaskede sit ansigt.
Ad. Edels kvalme føltes som en hyperaktiv vandmand i hendes hals. En kvalme, der fik alle smil til at stivne. Som om mavesækken havde glemt, hvad den egentlig skulle.
